Masser af musik på Kulturhavn 2022

Masser af musik på Kulturhavn 2022

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Midt i august, helt præcist fra torsdag den 18. til søndag den 21. august, vil man kunne nyde både musik, forskellige aktiviteter og mad på havnen i Frederikssund.

Det er Kulturhavn 2022, der indtager området og vandet, og dagene byder på masser af god musik.

Blandt de mest kendte navne er Love Shop og Alberte, men der vil også være rap med blandt andre Baby Bino og Lil Hawaii m.fl., Jazz med Blå Mandag Jazzband, De Stive Sømænd, The Dreamband, DJ Katrine Ring mm. Ud over de mange musikalske oplevelser byder Kulturhavn 2022 også på et madmarked lørdag og søndag samt på en række aktiviteter i løbet af dagene.

Gæster kan således glæde sig til blandt andet morgenyoga på havnen, internationalt gadeteater, boganbefalinger fra Frederikssund Bibliotekerne, Vin og Poesi, morgensang med Musikskolen, historievandring, aerobic mm.

Officiel åbning

Selvom der er musik allerede fra torsdag aften, sker den officielle åbning af Kulturhavn 2022 først fredag den 19. august. Alle events i løbet af arrangementet vil blive tilgængelige på Kultunaut. Programmet kommer også på Frederikssund Kommunes hjemmeside og facebookside inden arrangementet. Kulturhavn 2022 arrangeres i et samarbejde mellem kulturfuglen (bibliotekerne, Rejsestalden og Elværket) og Frederikssund Kommune.

Frederikssund Kommune

Andre artikler fra denne uge