Magi til Rød Løber

Magi til Rød Løber

Jens Tryl garanterer både balloner og uforklarlige hændelser i Skibby.

Af journalist Tomas Skov

SKIBBY: – Jeg har tryllet og underholdt i 60 år – og jeg har haft det mindst lige så sjovt som mine tilskuere, siger 72-årige Jens Bjørn Andersen fra Ejby i Kirke Hyllinge, der de sidste mange år har udøvet sin magi under kunstnernavnet Jens Tryl.
Oprindeligt arbejdede han som tekniker for professkonelle fotografer gennem 36 år, men til sidst valgte han at springe helt ud som tryllekunstner på fuld tid – i røde overalls og matchende høj hat.

Startede på værksted
– Når jeg tager det tøj på, er jeg Jens Tryl. Det var en figur, jeg opfandt for omkring 30 år siden, fordi jeg skulle optræde for VW på Amager på et værksted. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at have overalls på, så jeg lignede dem, der arbejdede der, fortæller han.
Først var det blå bukser med rød- og hvidstribet trøje, men Jens Tryl udviklede på idéen og fik lavet sin høje hat i en baggård på Nørrebro.
– Der træder man ind i en lejlighed hos en hattemager, som også laver hattene til dørmændene på D’Angleterre. Det er et fantastisk sted, hvor man føler sig hensat til 1930’erne, fortsætter tryllekunstneren, som også har lavet omkring 30.000 ballondyr gennem årene.

Trylleri uden alder
– Jeg opfandt for mange år siden mit gågadekoncept for Stjernebutikkerne i Roskilde. Jeg laver normalt ballondyr, og så tryller jeg spontant. Det er primært for børnene, men trylleri har ingen alder, siger han.
En af hans mere uforglemmelige ballonkreationer er en puddelhund, der kører på motorcykel – med en rygsæk på. Så detaljegraden fejler ikke noget.

Ord er overflødige
Allerede som 12 årrig kom magien ind i Jens Bjørn Andersens liv, og gennem et langt trylleliv har han blandt meget andet tryllet for Tjernobylbørn.
– Vi startede med tolk, men det virkede bedre uden. Trylleri er visuelt og alle kan være med, siger tryllekunstneren, der også snart skal trylle for krigsbørn fra Ukraine og 5. september for veteranernes børn på Egholm Slot.
– Når man river en lørdag aften ud af kalenderen for at optræde, så er det fordi, det er sjovt, siger Jens Tryl.
Tryllekunstneren spreder tricks og tryllerier til Rød Løber i Skibby fredag 30. august kl. 17-19.

Andre artikler fra denne uge

LA må tage ansvar nu


Læserbrev Af borgmester Tina Tving Stauning, Frederikssund Kommune. Byrådsmedlem Michael Tøgersen (LA) kritiserer i et læserindlæg, at administrationen ikke har

Læs mere »