Mad til hver Dag – mad til alle

Mad til hver Dag – mad til alle

Af Inge Messerschmidt
medlem af byrådet og
medlem af bestyrelsen for mad til hver Dag (O)

Bestyrelsen har netop skullet tage stilling til en revideret leveringsaftale. En leveringsaftale der detaljeret beskriver de forskellige muligheder, der er for at vælge og bestille lækker mad.

Det er både beboere på vores plejehjem samt hjemmeboende borgere, der er blevet visiteret til madordning, der nyder godt heraf.

I den nye leveringsaftale bliver der bredt taget hensyn. Både til klimaet men også til individuelle ønsker set ud fra ernæringsmæssige hensyn.

Der er særlige retter til ikke danskere

Der er vegetarretter

Der er retter til småt spisende

Der er retter med bulgur, linser, vegetabilsk protein, grøntsager mv.

Der er mulighed for tilkøb af ekstra kartofler.

Og det er alt sammen rigtig fint.

Dagens måltid både smager godt og ser flot ud i en fin indpakning og, det er for manges vedkommende dagens højdepunkt. 

Og alligevel har jeg et forbehold. For vi bliver nødt til at forholde os til, at vi ikke alle er ens.

Derfor bør der også være lige vilkår for alle.

På plejehjemmene bliver maden anrettet på fade og i skåle, så den enkelte selv kan bestemme, hvad man har lyst til at spise. 

For hjemmeboende borgere bestiller man et måltid mad i en standard størrelse, uanset om du er mand eller kvinde. (Med mindre du er småt spisende)

Her kan du ikke selv bestemme, hvor meget du ønsker at spise, for der kan ikke bestilles ekstra kød. Du kan ikke selv bestemme, om du ønsker at spise et par frikadeller eller et stykke flæskesteg ekstra. 

Og det, mener jeg ikke, er ok.

Jeg tænker specielt på vores gamle mænd, som gennem hele deres liv har fået serveret et måltid mad bestående af sovs, kartofler og kød. De skal da have mulighed for at tilkøbe ekstra kød. 

Heldigvis sagde byrådet her i Frederikssund ja til at indstille til bestyrelsen i Mad til hver Dag, at det skal undersøges, hvad de ressourcemæssige og økonomiske konsekvenser er ved at indføre mulighed for diverse tilkøb – herunder kød – udover kartofler, der allerede i dag kan tilkøbes.

Jeg ser frem til de kommende drøftelser i bestyrelsen for Mad til hver Dag omkring ekstra tilkøb af kød, så der bliver mere ensartede vilkår for alle. 

Andre artikler fra denne uge