Af journalist Tomas Skov
HORNSHERRED: Frederikssund Kommune har besluttet at M/F Columbus skal sejle i pendulfart nogle år endnu, og derfor har opgaven som kommende skipper på ruten mellem Kulhuse og Sølager været i udbud. Det er dog ikke så enkel en opgave at finde en kandidat med de nødvendige eksamener og erfaring til at styre skuden i havn de kommende år.
– En håndfuld har vist interesse, og vi er nede på 1-2 interesserede, som formodentlig kan bestå helbredsgodkendelsen og har de rette certifikater. Danmark har desværre ikke ratificeret et EU-direktiv om indre farvande, og det betyder, at der i princippet gælder de samme krav, som hvis vedkommende skulle sejle et krydstogtskib over Atlanten. Så der er mange benspænd, forklarer Kenneth Jensen, der, udover at være byrådsmedlem i Frederikssund Kommune, er en del af styregruppen ‘Bevar overfarten Kulhuse-Sølager’.
Næppe klar til april
Den fungerende skipper på M/F Columbus, Steffen Andersen, har valgt at gå på pension ved udgangen af året. En ny forpagter af skibsruten skal, udover at have papirerne i orden, kunne stille med en bemanding på fire, så alle vagter kan dækkes ugens syv dage i sæsonen, der fortsætter frem til oktober.
Den gamle dieselfærge ligger for tiden på værft i Hundested, men er efter alt at dømme klar til endnu en sæson fra 1. april – imidlertid er det altså endnu uvist, om der vil stå en skipper klar ved roret til den tid.
– Den kommer nok senere i gang, men det har vi prøvet før. Det vigtigste er dog grundlæggende at få færgen i rutefart igen, understreger Kenneth Jensen.
Han mødes med udvalget onsdag 4. november for at drøfte perspektiverne for M/F Columbus, der sejler på lånt tid uanset hvad.
– Før eller siden skal vi have en ny færge i kommunalt regi, og vi kan ende med at gøre det allerede nu. Det vil imidlertid koste en million kroner ekstra i drift om året i øget serviceudgift. En helt tredje mulighed er selvfølgelig, at vi giver op og sælger færgen. Men det er der næppe stemning for i udvalget, vurderer han.