Lyt og oplev: To nye podcasts

Lyt og oplev: To nye podcasts
Selsø Slot.

HORNSHERRED: Som optakt til åbningen af en ny sæson på Jægerspris Slot og Selsø Slot udgives to nye podcasts til børn.

På Store bededag den 5. maj åbner de to slotte, men allerede nu kan man, med podcasten i ørerne, høre og nærmest mærke de spændende historier, som foregår bag slottenes mure.

Den ene udspiller sig på Jægerspris Slot og er fortællingen om den festglade kong Frederik 7.

Det er også historien om, at kongen havde et hult træ, der var så stort, at han, grevinde Danner og deres heste kunne stå inde i det.

Og så bliver lytteren også klogere på, om han overhovedet havde lyst til at være konge?

Den anden nye podcast handler om rigsadmiral Mogens Ulfeldt og foregår på Selsø Slot.

Ulfeldt var nemlig gode venner med kong Christian 4. og havde et rum på slottet, hvor han kunne spærre folk inde.

Her kommer man med på en spændende fortælling, som starter i slotsgårdens fangekælder.

Fjordlandet for børn

Fortællingerne om Fjordlandet handler om nogle af områdets største attraktioner – fortalt til børn.

Der er i alt lavet fem podcasts, som er produceret særligt for børnefamilier med børn i alderen +8 år.

Børn og forældre kan høre dem, inden de besøger attraktionerne.

Alle fem afsnit kan findes på visitfjordlandet.dk.

De fem episoder er produceret af April Podcast Production og hedder:

Episode 1: Kongehallen i Gl. Lejre: Om Kong Skjold og Beowulf

Episode 2: Roskilde: Kong Roar og Helges hævntørst.

Episode 3: Frederikssund: Thyra og kampen med Fenrisulven.

Episode 4: Jægerspris: Frederik 7. Kongen, der ikke ville være konge.

Episode 5: Selsø: Mogens Ulfeldt og hemmelighedernes slot.

De to nye episoder er blevet til med støtte fra Frederikssund Kommune.

Destination Fjordlandet blev etableret i 2021 og har ansvaret for den fælles udvikling og markedsføring af turismen i de tre kommuner: Roskilde, Frederikssund og Lejre.

Andre artikler fra denne uge