SKIBBY: Traditionen tro åbner sæsonen på Selsø Slot med en smuk lysfest, hvor huset fyldes med sang og festlig markering af forårets komme, friheden og museets sæsonåbning.
Dørene åbner lørdag 4. maj kl. 18.30. Der bydes velkommen og tilbydes korte omvisninger i løbet af aftenen. Rikke Sofie Møller (sang) og Allan Thorsgaard (lut/guitar) tager gæsterne med ind i de gamle danske folkeviser og man vil som gæster inviteres til at synge med. Undervejs serveres et glas vin og små sandwich.
Anderledes sæson
Allerede til Lysfesten vil gæsterne opleve, at sæsonens tone er slået an. Huset er nemlig pakket ind i stillads og i de kommende måneder, vil der blive arbejdet på at renovere de gamle fine vinduer. Sidst på sæsonen kan man forhåbentlig pakke huset ud og se de 60 smukke, 300 år gamle vinduer være klar til endnu nogle hundrede år. Det er gode materialer og godt håndværk. Og lige netop det hylder slottet flere gange i løbet af sæsonen – særligt lørdag 18. maj, hvor Selsø Slot holder åbent hus med oplæg og fagligt indblik.
Nye åbningstider
For at skabe en mere sammenhængende sæson og udnytte de lune sensommerdage, har man besluttet at ændre sæsonperiode, så Selsø Slot har åbent fra 5. maj til og med 20. oktober – alle uger fra onsdag til søndag kl. 11-16.
Traditionen tro vil der være offentlige omvisninger hver søndag i juni, juli og august og i skolernes sommerferie er der aktiviteter for familier hver onsdag.
Det populære sommermarked er søndag 16. juni, Musikforeningens koncerter er planlagt og billetsalget i fuld gang og søndag 18. august er slottet igen med i den landsdækkende Herregårdenes Dag.
Ny hjemmeside
For at gøre det lettere at få et overblik over de mange arrangementer, har man brugt nogle af vinterens mørke timer på at lave en ny hjemmeside – med samme navn som den gamle. Håbet er, at den giver gæster, lokale såvel som turister, bedre mulighed for at orientere sig og få endnu mere lyst til at udnytte de mange muligheder for gode stunder, der er på og omkring Selsø Slot.
Takket være et tilskud fra Frederikssund Kommunes Kulturpulje er man på Selsø Slot i fuld sving med at indrette et mindre træværksted med gammeldags værktøjer og på museets 1. sal bliver det snart muligt at tage gammeldags tøj på og lege baroner og baronesser for en stund.