Loppemarked for 10. år

Loppemarked for 10. år
Efter loppemarkedet fortsætter sommerdagen med havnehygge, fadøl og musik fra kl. 17.

Med 82 stader, mad, musik og havnehygge tager Kulhuse Loppemarked imod gæster igen lørdag 13. juli.

Af journalist Tomas Skov

KULHUSE: Lørdag 13. juli er der atter loppemarked og havnehygge på p-pladsen ved Gl. Kulhuse Kro.

Dagen starter allerede kl. 9 med morgenmad og kaffe, hvorefter loppemarkedet med 82 stadepladser holder åbent fra kl. 10-15.

Krearier holder åbent, og to foodtrucks med helholdsvis thaimad og Jakobsens Gourmet Streetfood sørger for kalorieindtaget. Til børnene er der såkaldt Silent Dosco med hovedtelefoner og tre forskellige slags musik, og børnene kan i øvrigt både forsyne sig med is og candyfloss i den udstrækning, de får forældrenes velsignelse.

KL. 17 er der musik, fadøl og havnehygge på programmet, når Louis and the Old News går på scenen og dermed i dansebenene på de forsamlede, når de lukker op for posen af gamle hits.

Loppemarkeds-mama
Lillan Brandt er projektansvarlig for loppemarkedet på 10. år, fordi hun nyder, at få sociale begivenheder op at stå.

– Jeg kan godt lide at arrangere, og jeg har været med til at lave havnefester og halmballer i min tid på Bornholm, fortæller Lillan Brandt.

Hun tilbragte de første 50 år af sit liv på fødeøen Bornholm, men rykkede til Kulhuse for 19 år siden, efter en kort periode i København.

– Jeg kunne ikke lide larmen, så Kulhuse var perfekt til mig. Jeg elsker vandet og skoven – her er virkelig skønt, siger arrangøren, som ikke desto mindre har sat sit hus til salg til stor opstandelse for naboerne.

– Jeg blev alene 1. december, og der er meget, der skal passes i et hus. Og jeg vil hellere arrangere fester end at arbejde i haven, fastslår Lillan Brandt, der snart flytter til Frederikssund.

Frivillige hænger ikke i samme grad på træerne som tidligere, så initiativtagerne til Kulhuse Loppemarked har måttet trække på professionel hjælp blandt andet til opstilling af boder. Lillan Brandt tager dog gerne en tur mere som arrangør, selv om hun nu rukker fra Kulhuse.

– Går det godt i år, så tager jeg endnu en tørn næste år, siger hun.

Andre artikler fra denne uge