Når kåringerne af Årets Håndværker 2018 finder sted i Cirkusbygningen i København den 5. april, vil også Hornsherred være godt repræsenteret til det stort anlagte awardshow.
KIRKE HYLLINGE: Tømrerfirmaet Michael Andersen ApS, der har hjemme i Kirke Hyllinge, er nemlig finalist i kategorien Årets Tømrer (fem til ni ansatte).
Virksomheden er blandt de i alt 138 håndværksfirmaer fordelt på 23 forskellige kategorier, som har fået bedst respons fra kunderne det seneste år på anmeldelsesportalen anmeld-haandvaerker.dk, der danner baggrund for kåringerne.
Det tredje finaleshow
Det er tredje gang, Tømrerfirmaet Michael Andersen ApS står tilbage blandt de sidste i det tætte finalefelt.
Her står de, fordi en professionel fagjury har fundet det håndværksmæssige arbejde blandt det bedste i landet, og fordi kunderne har givet så flotte anmeldelser, at det har været umuligt at se bort fra firmaet.
Både finalepladsen og kundernes positive tilbagemeldinger efter endte byggeopgaver er noget, der glæder firmaets indehaver.
– Når vi står her som finalister, betyder det jo, at vi tilhører eliten inden for vores felt. Det er en stor bekræftelse på, at det vi gør, og måden vi gør det på, virker ordentligt, lyder det fra Michael Andersen.
Bruger anmeldelserne
På anmeld-haandvaerker.dk figurerer firmaet med en Elite-smiley og mange flotte anmeldelser, der vidner om tilfredshed hos firmaets kunder.
Det kan være særligt godt, hvis man møder en skeptisk kunde, forklarer Michael Andersen.
– Møder man en kunde, der tidligere har haft dårlige oplevelser med en håndværker, er det nemt at vise, hvor glade og tilfredse lige netop vores kunder er. Det skaber tryghed.
De tusindvis af håndværksfirmaer, som er tilmeldt anmeld-haandvaerker.dk, vurderes løbende af deres kunder på parametrene aftale, kommunikation, pris, tilfredshed og oprydning.
– Vi har deltaget i finale-showet før. Vi håber, vi vinder denne gang. På den anden side er vi bare stolte af at kunne kalde os en del af håndværkseliten, fortæller Michel Andersen.