Tilbage i 1987 var jeg med en Skibby-skolekammerat en måned rundt i Norditalien. Vi var på interrail og tog uden faste planer til Venedig, Verona, Mantova, Bergamo, Milano, Firenze og Siena. Nogle af stederne har jeg været siden, men dette var min første udlandsrejse uden program eller guide, så jeg husker alle stederne rigtig godt, selv om de syv byer med klassisk arkitektur og skønne museer kun har kastet 50 billeder af sig i mit fotoalbum.
Et tjek på en ekstern harddisk viser, at jeg har 32 billeder fra en enkelt eftermiddag i 2021 med Naturekspressen til Orø!
OK, jeg har faktisk været færre gange på Orø, end jeg har været i Italien, men alligevel… Vi tager langt flere billeder nu end før.
Én forklaring er jo, at det var dyrt. Jeg mener, at mine kvadratiske Kodak Instamatic-fotos fra Italien kostede 2-3 kr. pr. stk., da jeg kom hjem, og det var ”lis’som mange penge dengang”. Dertil så man jo først sine billeder længe efter, de var taget, hvor de nu kan gå direkte ud til hele verden på sociale medier.
Jeg er glad for billeder og vil her nævne et par fif om at bevare gamle billeder. Det korte budskab er: Få dem digitaliseret, så de kan ses på fjernsynsskærmen sammen med andre. For hvor der skulle en ommøblering og mørklægning til for at se de lysbilleder, der blev taget i 1960’erne, står TV stadig i de fleste stuer, så det er nemt at samles om.
Fif 1: Mine familiemedlemmers lysbilleder fra 1960-1975 lå i skuffer og blev aldrig set. Min bror og mor havde lavede så en grovsortering af mine morforældres lysbilleder det år, de ville være fyldt 100, og vi så familiebillederne ved en 100 års-komsammen. Feriebilleder af Danmarks kirker og slotte, norske fjelde og svenske skovsøer var sorteret ud i glemslen – og ingen har savnet dem.
Siden har jeg hurtigt og ukritisk skannet de tilbageværende lysbilleder ind med en discount-skanner (fra hedengangne ALDI). Det er ikke perfekt, men nu har vi alle en kopi af ”Mormors lysbilleder” på en USB, hvor de ikke fylder noget fysisk – og vi kan se dem, når det passer os. Hun havde nøje skrevet en linje til hvert lysbillede, som jeg skrev i billedernes dokumentnavne, der også blev dateret og nummeret, så de digitalt ligger i samme orden som på de kassetter, de stod i. Uden orden og beskrivelse forsvinder meget et gammelt billedes ”indhold”.
Fif 2: For 10-15 år siden gjorde jeg noget tilsvarende med min fars efterladte fotoalbums. De små 9 x 9 cm sort/hvide fotos var svære at tyde, og albummene egnede sig ikke til fælles oplevelse.
Så jeg skannede albumsiderne ind i dobbelt størrelse, altså fra A4 til A3 på en kopimaskine. Ikke enkeltbillederne, men hele albumsider inkl. teksten ved hvert billede. At lave udprint af disse mega-albums er temmelig dyrt, hvis man ikke kan komme til at gøre det på sin arbejdsplads’ printer, hvad jeg måske nok kom til at gøre dengang.
I dag samler jeg mine (mange) billeder fra rejser i sekvenser med tekst og musik, som jeg faktisk ser jævnligt. Altså ser alene, da det stadig er lige så kedeligt for andre som de klassiske ”lysbilleder fra min ferie”.
Fif 3: Jeg ville gerne genskabe dette med rejsebillederne fra før de digitale kameraer. Igen: Har man adgang til omkostningsfrit at bruge en arbejdsplads’ kopimaskine (som jo også er en skanner), så er det ikke et problem. Men jeg fandt ud af, at med lidt omhyggelighed kan man faktisk få et rimeligt (ikke perfekt) resultat ved simpelthen at ”tage et billede af billedet” med telefonen, hvorefter det er digitaliseret.
Og hvorfor skulle dette interessere andre?
Vores billeder er både lokal kultur og historie, og selv om billederne fra de officielle arkiver er gode, fortæller de halvgode fotos fra vores egne album lokalhistorien endnu mere intenst.
Så når jeg har været gennem processen med at digitalisere lysbilleder og fotoalbums, har det ikke bare medført anekdoter i en af de lokale hygge- og nostalgi-grupper på Facebook, men også givet inspiration til en enkelt klumme eller to fra min hånd.
