Grønne Dage i Dalby arrangerer støtteløb 15. juni.
DALBY: Vil du støtte Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte syge børn, så er muligheden der, når ”Grønne Dage i Dalby” arrangerer støtteløb for Hosapitalsklovnene 15. juni kl. 13.30 med start og mål bag Solbakkehallen på Dalby stadion.
Ruten er på ca. tre kilometer fra idrætshallen til Krogstrup gadekær og retur gennem Svanholmskoven til målet på festpladsen bag Solbakkehallen. Deltagerne bestemmer selv om, man vil løbe eller gå ruten. Derfor er familier med børn også velkomne. Deltagerne får udleveret en medalje og en rød næse, som kendetegner Hospitalsklovnene. Tilmelding skal ske på ”Klovneløb.dk” – tryk på Dalby på kortet. Tilmeldingsgebyret tilfalder Danske Hospitalsklovne.
Arrangementet finder sted i forbindelse med de Grønne Dage i Dalby, hvor der er forskllige arrangementer i hele uge 24.
Grønne Dage i Dalby er et samarbejde mellem Dalby Bylaug, Dalby Idrætsforening, Brugsen Dalby, Solbakkeskolen Dalby og Kyndby Krogstrup menighedsråd. Formålet er at skabe aktiviteter, lige fra koncert i kirken til markedsdage i Brugsen og Bankospil i hallen samt fest i skolegården og på idrætspladsen. Alt sammen tiltag, der skal vise, at Dalby er en aktiv landsby.