Hjemme på det lille værelse hænger et gammelt spejl. Et ovalt et af slagsen. Skrammet og malet mange, mange gange og med et fint mønster i kanten. Jeg holder meget af det spejl. Det er fra min farmor og farfars hjem, men egentlig mangler der en lille trekantet hylde under, for det hang der nemlig i deres lille entre der i hjørnet. En eller anden havde lavet en lille hylde til kammen og børsten, lige der i hjørnet ved indgangsdøren. Det var det spejl hele slægten har set sig selv i, når vi kom på besøg, og det var her, at farfar med håndklipperen klippede alle drengene og de unge mænd i familien. Min lillebror var heldigvis fritaget. Dels var moden den gang nået længere hår, end min farfar brød sig om, og dels havde min far smertelige erindringer om, hvordan hårtrimmeren næv og bed i nakkehårene.
For ganske nyligt fik jeg et nyt spejl til det lille værelse. Denne gang i en mere organisk form og med teaktræskant hele vejen rundt. Det var det spejl, som mor og far havde hængende i deres nygifte år i 60erne, hvor teak var det hotteste af det hotteste. Nu hænger spejlene og vidner om, at tiderne forandrer sig, men at slægten altid vil være med os.
Vi spejler os og har altid spejlet os. I søens klare vand, som den lille nisse, der rejste i den velkendte børnesang, indtil man allerede cirka 100 år efter Kristi har opfundet de første spejle. Senere i 1100-tallet blev man i Venedig superdygtig til at belægge glas med metal, som regel sølv til kostbare og værdsatte spejle. I dag er spejlet allemandseje, men stadigt er det skægt at spejle sig i den blanke spiseske og se, at man står på hovedet. Det har noget med lysets brydning og skeens krumning at gøre, og uanset hvorfor og hvorledes, så tager den altid kegler som onkel-underholdning til familiefesten.
Spejlets symbolik er dobbelt. Dels viser det en hel del om forfængelighed og selvoptagethed, når man som nu mener, at man har brug for at spejle sig mindst et par gange om dagen, og dels siger man, at det at spejle sig giver os sandheden, visdom og selverkendelse. Det med sandheden kan jeg sagtens skrive under på. Det er bare at gå ind i et prøverum og se sig selv i spejlet. Mit bedre udglattende ”jeg” siger med en indre stemme, at det nok er lyssætningen, der er noget galt med, men under alle omstændigheder er det et sørgeligt syn, som hurtigt kan få mig ud igen. Så er det langt bedre at tageet armt brusebad og bagefter se sig i det duggede, slørede spejl.
Nogle påstår,at øjnene er sjælens spejl. Jeg kan godt lide at se folk i øjnene og samtidig prøve i et splitsekund at møde det andet menneske. Nogle viger. Nogle ser tilbage. Det er i mødet – og uden skærmen som mellemkomst – at vi kan mærke, at vi lever.
Det at spejle sig kan jo også være den måde, vi spejler hinanden på. Kender du det, at nogle meget hurtigt indtager den samme position, som du selv? Både i ord og i kropssprog. Jeg tror, at det er meget menneskeligt. At vi godt kan lide at falde ind i fællesskabet. At høre til. At sige – uden ord – at du er OK med vores kropssprog ved at efterligne.
Nå inden, at dette bliver alt for filosofisk, vil jeg lige nævne John Osborne. En britisk dramatiker fra 1929 – 1994. Han påstand var: ”Tro aldrig på aviser og spejle” Jeg skal ikke udtale mig om, hvordan det er med aviser, men spejle dem tror jeg nu på. Derfor passer jeg godt på mine, så syv års ulykke ikke rammer mig, og sjælen bliver knust. Og spejlene taler vel altid sandt, som i eventyret Snehvide, hvor den onde dronning spørger spejlet; ” Lille spejl på væggen der. Hvem er den smukkeste i verden her? Vi var ikke det mindste i tvivl om svaret.
