FREDERIKSSUND KOMMUNE: På vegne af beboerne på Ferslev Skole har Charlotte Drue Aagaard sendt nedenstående indlæg til avisen:
Kære medlemmer af byrådet i Frederikssund Kommune
– Hvad er planen – at se lokaler blive proppet til med mennesker – 10 pr. værelse – 80 ukrainske flygtninge på Ferslev Skole er planen, får vi at vide.
– Det er simpelthen umenneskeligt. Ældre mennesker bor ved siden af rum, hvor børnene leger og larmer til kl. 01.00 og kan derfor hverken finde ro eller sove.
– Flere af beboerne har depressioner, nogle har sukkersyge – endnu flere har traumer – krigstraumer.
– Kommunens medarbejdere lytter ikke til beboerne. Beboerne føler sig i den grad overset og ignoreret. Sætninger som ”I må gerne klage til, hvem I har lyst til” – ”I må gerne sige, hvad I har lyst til – men vi har en plan”.
– Mange af de mennesker, der er på Ferslev Skole, har mistet alt. Er flygtet fra bomber og har ar på sjælen, som de har taget med sig.
– Mange har ikke været forbi en læge for at blive tilset. Der er ikke tilbud om nogen psykolog. De føler sig blot som en belastning – eller som en kvinde siger – ”vi er levende mennesker fra et land uden stemmer”.
– Vi får hele tiden at vide, at vi skal være taknemlige. At Danmark har opfyldt sine forpligtigelser. Men der er ingen kommunikation. Kvinderne ryster på hovedet og kigger ned i jorden. De fortæller os ingenting.
– En aften blev en kvinde med børn sat af på parkeringspladsen. Ingen til at tage imod hende. Ingen ”velkomstfolder” – ingen mad. Ingen til at fortælle hende, hvor hun skulle være. Ingen til at byde hende velkommen samt forklare hende, hvad planen var – for Feeslev Skole er jo ikke et permanent tilbud vel?
– Da I kom forbi på besøg (politikerne), så håbede vi på bedre ting – bedre løsninger. Men ingenting er sket.
– Det er næsten blevet værre. Håbet er nu slukket igen. Det hele føltes som psykisk totur.
– Ingen af os har helle. Ingen af os ved, om vi er de næste, der bliver prikket på skulderen og skal flytte værelser – eller flytte adresse.
– Vi lever i daglig uvished, og mange af os kan ikke holde til det.
– Vi bliver ved med at få at vide, at vi skal være taknemlige. Det er vi også. Men selv om vi betaler husleje – så har vi ingen rettigheder.
– De nye, der kommer – deres huslejekontrakter viser stadig 2.400 kr. om måneden pr. person og ikke 1.000 kr. Men de skal skrive under på dem.
– Vi må ikke låse vores døre – vi må ikke engang få en nøgle til vores postkasse – nej det skal være en af kommunens medarbejdere, som kommer tirsdage og torsdage og åbner den.
– Men de kommer så ikke altid de lovede dage – vi er mange, der venter på vigtige papirer.
– Nogle gange kommer kommunens folk på besøg. Men de har ikke en tolk med – så vi kan ikke snakke med dem. Vi skal komme i den særlige åbningstid, der er for os om tirsdagen på kommunen, siger de – det gør vi så.
– Men vi får aldrig svar på vores spørgsmål. ”Der er flere, der skal til – næste”. Sådan siger sagsbehandleren, når vi spørger som skole, sygdom og andre vigtige ting for os.
– Vi føler ikke, vi bor i værelser – vi føler vi bor i indhegninger. Vi har ikke noget privatliv. Håndværkere kommer bare ind i rummene uden forvarsel.
– Den vicevært, der skal ansættes. Hvorfor er det ikke en fra Ukraine. En som kan sproget – en som kender kulturen, og som kan sætte sig i vores sted?
– Hvem har ansvaret for vores forgodtbefindende på Feeslev Skole?
– Vores eltavle står hele tiden af. Sikringerne springer hele tiden – selvom vi kun har fire komfurer.
– Vi har fået at vide, at skolen ikke er bygget til så mange mennesker. Hvorfor trækkes der ikke mere strøm rundt på skolen?
– Vi vil meget gerne invitere pressen på besøg på vores skole. Fortælle dem, hvordan vi er blevet modtaget samt vise dem, hvordan vi bor. Derfor sender vi også dette brev til dem.
Frederikssund Kommune
