Af journalist Tomas Skov
JÆGERSPRIS: Ud af rigets mere end 2000 kirker er 421 kirker fordelt udover hele landet med i årets to brochurer over vejkirker og andre åbne kirker, som Kirkefondet udgiver hvert år. I brochurerne kan man se kirkernes beliggenhed. Der er en kørselsvejledning og oplysninger om bl.a. kirkernes åbningstider, seværdigheder, faciliteter, koncerter og arrangementer, kontaktpersoner og hjemmesideadresser.
-Oplysningerne om kirkerne i brochurerne fortæller om en vigtig del af Danmarks kirke- og kulturhistorie, ofte også med en lokal vinkel på, hvorfor kirken ser ud som den gør, og hvordan dens historie har udviklet sig gennem tiden”, siger Charlotte Lydholm, der er projektleder og redaktør for brochurerne.
Kirker som pitstop
Omkring halvdelen af kirkerne er cykelvenlige vejkirker, der betyder, at der ved disse kirker er et sted, hvor man kan stille sin cykel, få fyldt sin vandflaske, og der vil være en cykelpumpe til rådighed. Nogle af de cykelvenlige vejkirker har også et tilgængeligt elstik, så man kan få opladet sin elcykel. Begge dele er markeret på kortene, og det gør det nemt for cyklister at bruge kirker som et pitstop.
Flere kirker også opstillet borde og bænke, som man kan nyde sin madpakke eller kaffe. Den Danske Klosterrute og Den Danske Pilgrimsrute er tegnet ind på kortene i begge brochurer, så turister til fods eller på cykel kan besøge kirkerne langs ruten.
Tag en brochure
Brochurerne kan fås i de deltagende kirker, på biblioteker, turistbureauer, campingpladser, vandrerhjem, motorvejsstationer og udvalgte museer mv. og ved henvendelse til Kirkefondet. På www.vejkirker.dk kan man også søge på de enkelte vejkirker, på regioner eller på symbolerne, så man eksempelvis kan finde alle vejkirker med kalkmalerier eller alle cykelvenlige vejkirker.