VENSLEV: – Kulturhuset i Venslev er renoveret for 700.000 kroner, og vi har med lokale håndværkere og frivillige fået rigtig meget for pengene, hvilket også vor sponsorer Frederikssund Kommune og LAG-Fjordlandet har givet udtryk for, fortæller kulturhusets formand Ole Toftegård.
Ud over spritnye toiletforhold, er der kommet ny facade og indgangsparti til kulturhuset. Det har givet mulighed for øget aktivitet i form af overtegnede yogahold, møder med behov for stort lærred og fremviser, bordtennis og børnearrangementer. De nye forhold er allerede i brug og flere gode idéer til spændende aktiviter er på vej.
De nye lyse flader har også øget udstillingsmuligheder fortæller forperson for kunstudvalget Jonna Dall. Det er lykkedes af få kunstneren Inge-Lise Øhrberg til at fylde vægge i både café og hall med billeder i kraftfulde farver malet i perioden fra 2000 og frem.
Støt med kunstkøb
Mange lokale kunstnere har de sidste 100 år søgt inspiration i lokalområdet. Niels Nielsen, Ove Køser og Ernst Syberg har alle foreviget det lokale på hver deres vis.
Det gør Inge-Lise Øhrberg også, men her støder store flader sammen med små kraftfulde flader, først og fremmest som et konstruktivt element, hvor form og farve kan arbejde sammen og skabe en vellykket komposition, til den enkeltes fortolkning.
Inge-Lise Øhrberg har deltaget på censurerede udstillinger og på mange udvalgte udstillingssteder, men har også været medlem af gruppen Sten og Papir, hvor der blandt mange andre ting blev skabt papirklip. Nogle af disse kan som gaveidé eller til eget hjem erhverves for 250 kroner på udstillingen. Det særlige er, at beløbet ubeskåret går til at udvikle både Høker og Kulturhus i Venslev.
/TS