SKIBBY: Der er kommet et nyt galleri, Kunstgaragen, Hovedgaden 18 i Skibby.
Ejeren, Carsten Bruun, der har været medlem af kunstnergruppen, Fjordkunst fra begyndelsen i 2009, har deltaget i utallige udstillinger og solgt mange billeder (blandt andet af landskaber omkring Roskilde fjord).
Derud over er han medlem af kunstrunden Nordsjælland,og udstiller i Salon International Art Resilience i Frankrig.
Sidste år flyttede han fra Østby til Skibby, hvor han har indrettet en tidligere garage der som galleri.
– Foreløbig udstiller jeg kun mine egne malerier og skulpturer, fortæller han.
– Men tanken er også at indbyde andre kunstnere – venner og bekendte – til at udstille, når galleriet er blevet mere kendt.
Carsten Bruun har tidligere ikke været særlig flittig til at markedsføre sin kunst.
– Men garagen her på Hovedgaden 18 er så oplagt et udstillingssted, at det ville være en skam ikke at gøre brug af den. Jeg håber, at mange vil lægge vejen forbi Kunstgaragen. Og at stedet med tiden bliver så kendt, at jeg også kan indbyde andre kunstnere til at udstille i den.
Der er normalt åbent i weekenderne mellem klokken 12 og 16.