Af journalist Conny Probst
JÆGERSPRIS: En række frivillige historiske foreninger (Lokalhistorisk Forening for Slangerupegnen, Historisk Forening i Jægerspris, Historisk Forening for Skibby-egnen, Frederikssund Historiske Forening, Foreningen Færgegårdens Venner) og Frederikssund Museum, Færgegården har søgt om tilskud fra kulturpuljen til den ambitiøse fotoudstilling og bog: ”Fjordfolket – portræt af livet ved og med fjorden i Frederikssund Kommune” af kunstneren Luca Berti.
Udstilling og fotobog
Portræt-udstillingen henvender sig til alle borgere i Frederikssund og vil tage udgangspunkt i Frederikssund borgeres liv og identitet.
Projektgruppen havde søgt om tilskud på 50.000 koner til at udvikle udstillingen og til udstillingsåbning samt bogudgivelse den 1. april 2025. Heraf var de 30.000 kroner øremærket markedsføring.
Udvalget for Job, erhverv og kultur har besluttet at imødekomme ansøgningen med 20.000 kroner til udvikling af arrangementet.
1.000 besøgende
Det samlede budget for hele projektet er på 429.190 kroner.
Heraf søger man 357.340 kroner i fonde.
Projektgruppen forventer 1.000 besøgende pr. år, og der vil være en entré på 50 kroner til udstillingen.
Projektet vil blive præsenteret i en fotoudstilling på Færgegården og formidles yderligere med udgivelsen af en fotobog.
– ”Støtten fra Frederikssund Kommune vil være afgørende for det videre arbejde med at sikre yderligere midler og dermed mulighed for at realisere projektet”, skriver projektgruppen i ansøgningen.