FREDERIKSSUND KOMMUNE: Kulturfuglen har siden 2018 været et samarbejde mellem Elværket, Rejsestalden og Frederikssund Bibliotekerne.
De har banet vejen til en lang række aktiviteter og oplevelser, der bringer mennesker sammen og skaber kulturelle fællesskaber på tværs af byer og broer.
Sammen udgiver de halvårligt en kulturkalender med et væld af arrangementer indenfor musik, kunst, foredrag og børneaktiviteter.
Nu er det blevet tid til at favne endnu bredere. Derfor udvides samarbejdet med – i første omgang – de tre kulturbærende aktører Parkteatret, Willumsens Museum og Frederikssund Musikskole.
De etablerede Kulturfugle glæder sig til den nye alliance, der vil gøre kulturlivet i Frederikssund Kommune stærkere og Kulturkalenderen tykkere.
– Vores borgere fortjener kulturtilbud af høj kvalitet, og det er dejligt at se, hvordan kommunens kulturelle institutioner formår at styrke og løfte hinanden i samarbejdet Kulturfuglen, udtaler formand for udvalget for job, erhverv og kultur i Frederikssund Kommune, Michael Tøgersen.
Kulturfuglen udgiver midt i august den næste kulturkalender, der er gældende for september til december 2022.
Det bliver 5.000 eksemplarer spækket med dejlige lokale kulturoplevelser.