Igen i år har Frederikssunds Festival doneret et stort overskud til kommunes kulturliv
FREDERIKSSUND KOMMUNE: I 1983 grundlagde nogle kulturentusiaster Frederikssund Festival som en ny og vigtig del af kulturtilbuddet i Frederikssund kommune. Men det er ikke kun festivalgæsterne, der nyder godt af rammerne på Kalvøen. Hele overskuddet fra festivalen doneres til kommunens mange andre kulturentusiaster.
Ved et arrangement i weekenden uddelte festivalen 71.988 kroner til børne- og ungdomsformål i Frederikssund kommune.
Festivalen fik desværre stjålet mikrofoner for 32.000 kroner sidste år, hvilket har bevirket, at overskuddet ikke er så stort, som det kunne have været.
Til trods for denne uventede udgift var listen med glade modtagere heldigvis stadig lang: Håndboldklubben HK73, Slangerup Speedwayklubben, AK Falken, Skibby Badminton Klub, Slangerup Badminton Klub, Grevinde Danner Spejderne, Frederikssund Foreningen Luft, Frederikssund Volleyball Klub, Frederikssund Forenede Boldklubber, Frederikssund Natteravnene og Frederikssund Ultimate Klub.