Af Susanne Bettina Jørgensen
Byrådsmedlem (A)
Ventevej 6, Skibby
Brugerrådet i Skibby har efterlyst kommunens oplysninger til borgerne.
Kommunen har i mange år annonceret i lokalaviserne, så borgerne har kunnet følge med i, hvad der sker af forskellige arrangementer, hvilke sygdomsforebyggende kurser og foredrag der tilbydes og meget andet relevant information.
I 2024 er det ikke længere en mulighed, da annoncerne er sparet væk i forbindelse med budgetforhandlingerne.
Brugerrådet påpeger, at mange borgere – især ældre – er frataget muligheden for selv at kunne følge med i, hvad der sker, da mange ikke er så kyndige, når det gælder IT, og derfor ikke bare kan søge oplysningerne på kommunens hjemmeside.
Jeg vil gerne give Brugerrådet ret.
Det var ikke en klog beslutning, vi traf i byrådet.
Det er for tidligt, at afskaffe informationen i de trykte medier, også selv om der gøres meget for at hjælpe med at bruge IT, mitID og alt det, man efterhånden er nødt til at kende til, for at man kan følge med og være med.
Om vi får annoncerne tilbage, kan jeg ikke love, men jeg håber det.
Når vi skal bruge penge på noget, skal vi også altid spare på noget andet (med mindre det er en ny pulje penge, kommunen har fået), så jeg håber, vi i byrådet, når vi skal lave budget for 2025, sammen kan finde pengene til den savnede og manglende annoncering.
Et friskt bud kunne være at droppe streamingen af byrådsmøderne.
Der er trods alt ikke ret mange, der lytter med, så måske er det en dyr ”service” for de få, frem for annonceringen, som stadigvæk en del år endnu, er for mange flere.