JÆGERSPRIS: Med Budget 2023 blev det besluttet at istandsætte kommunens klubtilbud.
En tværgående arbejdsgruppe har anbefalet nedenstående arbejder, der samlet set beløber sig til 2.680.000 kroner.
Fritidsklubben Klub Højen i Jægerspris skal istandsættes for 260.000 kroner, idet man vil omlægge den eksisterende hal til to selvstændige rum med ekstra døre, som skal anvendes til krearum og opholdsrum.
Ungdomsklubben i Jægerspris skal istandsættes for 1.360.000 kroner:
• Modernisering af køkkenet, som bliver større, hvormed de unge kan deltage i køkkenet som en pædagogisk aktivitet
• Etablering af halvvæg ved indgangen, som giver bedre kontakt mellem de unge og pædagoger, der kan se hvem, der kommer ind og ud ad klubben
• To lokaler omlægges til en sal med depot. Salen skal bruges til samlinger, revy, fester med mere
• Etablering af dobbelt glasdør til salen, så pædagogerne kan se de unge, der er i klubben.
Herudover skal fritidsklubben Klub Mix i Frederikssund istandsættes for 1.060.000 kroner.
Den tværgående arbejdsgruppe, der består af medarbejdere fra Center for Børn og Skole, Center for Kultur, Fritid og Ungeliv, Center for Ejendomme og IT samt ledere og medarbejdere fra klubberne har været med i det indledende arbejde, og vil være med i det videre arbejde med gennemførelsen.