Klummen er et fast indslag i Hornsherred Lokalavis, hvor vi har givet pennen fri til en gruppe mennesker, der har det til fælles, at de alle på den ene eller den anden måde er rodfæstet i Hornsherred. Det er avisens faste holdeplads for markante meninger og gode personhistorier, alle med udgangspunkt i ugens skribent, men først og fremmest med Horrensherred i centrum.
Yin yoga og en snak om livet hos Pia
En smuk søndag morgen her i november, kørte jeg ind ad den lille grusbelagte allé på Kyndbyvej 53, den strækning der går fra Kyndby og ud mod Kyndby Huse, hvor jeg nu har boet en del år. På denne matrikel er der blevet opført nye bygninger, hvor der tidligere lå en gård. Her bor Pia, og hun har fået indrettet en perle af faciliteter til gavn for vores lokalområde og andre interesserede. Jeg har f.eks. været til et spændende foredrag med Eskild Tjalve i den store nyopførte træbygning med et skønt stort lyst lokale med panoramavinduer fra gulv til loft, men denne søndag stod på yin yoga efterfulgt af en sund og lækker morgenmad samt en snak om livet i det store smukke orangeri, med udsigt til omgivende marker og Bavnen ved Venslev. I disse Corona-tider var vi en lille gruppe af kvinder, som havde fundet vej ned ad alléen.
En af kvinderne viste sig at være kvinden bag alpakaerne ved Skuldelev Ås. Til de af jer, som ikke har opdaget det, så kan jeg oplyse, at der i en indhegning ved åsen spankulerer 13 alpakaer rundt, og man kan ikke andet end at blive i fantastisk godt humør, når man kikker på disse særprægede skabninger, der forstår at stirre lige så meget tilbage på dig som du på dem. Det er nærmest som om de smiler til dig.
Nu er jeg jo nysgerrig af natur, så jeg måtte altså høre om hvorfor i alverden man får alpakaer!
Det er hønsenes skyld – eller måske snarere rævens skyld. Søs og familien holder høns i alle afskygninger og dyrene på deres gård har det godt og nyder det frie liv så vidt det er muligt. Altså gik hønsene frit rundt, sov i træerne om natten eller kunne gå inden for som de ville. Så kom Mikkel ræv forbi og gjorde indhug på hønsene. Der blev bygget hønsegård, men Mikkel ræv var en klog og snu ræv, så han gravede sig da blot ind under hønsegården.
Søs’ bedre halvdel mente, at man kunne bruge elektriske hegn og omdanne det til et mindre fort, men Søs tænkte, at der måtte være andre naturlige måder, hvorpå Mikkel ræv kunne holdes væk fra hønsegården. Google blev indtaget, og hun havnede på udenlandske sider, hvor der dukkede succeshistorier op med alpakaer, som våben mod ræven. Alpakaerne spytter og sparker og er enormt opmærksomme på indtrængende dyr og angriber i flok, derfor er de velegnede som vogterdyr. Næste skridt var at få fat på dyrene, og det var noget af en udfordring, for alpakaer er flokdyr og man bør starte med mindst 3 af dem. Det viste sig, at der kun findes ganske få her i landet, men familien har også fået en kontakt i Sverige og derfor går der nu en flok alpakaer rundt i Horns Herred. Hvad med Mikkel ræv? Ja, ham har de ikke set skyggen af lige siden de første alpakaer flyttede ind.
Med alpakaerne er også kommet en uventet stor opmærksomhed, som familien har taget til sig. Derfor kan du nu sammen med Søs bl.a. få lov til at gå tur med disse dyr. De har endda været i Morgen TV og TV Lorry. Faktisk er det nu for Søs blevet en fuldtidsbeskæftigelse, fordi andre beboere også har indfundet sig på gården. Her kan nævnes de små kænguruer Wallerbys, de store marsvin Cuy, kaniner, bier og selvfølgelig stadigvæk hønsene.
Visioner og idéerne er der, så det er også blevet til alpaka uldgarn (de skal jo klippes ind i mellem) og Søs tumler med en idé om et spinderi og andre aktiviteter, der kan henføres til et lille stykke Sydamerika, nu hvor alpakaerne har sparket det hele i gang. Søs har en baggrund i EL-branchen og har altid været meget glad for sit job, men både sygdom og tiden har gjort, at hun nu helt helliger sig dyrene og driften. Det bliver meget spændende, hvad det kan udvikle sig til. Måske en ny turistattraktion for store og små?
Alpakaerne kan følges på Facebook side: Alpacawalk og Pias vidunderlige smukke sted for krop og sjæl kan du læse mere om på bl.a. hjemmesiden www.powerfulbynature.dk samt hendes Facebookside og Instagram med samme navn.
Forfatter: Joan Ostenfeldt, oprindelig fra St. Rørbæk og Frederikssund. Andelshaver i Kyndby Huse,
bestyrelsesmedlem i andelsforeningen, webmaster på byens hjemmeside, ansvarlig for FB siden ”Salg af andelsboliger Kyndby Huse” og bidragsyder til FB siden ”Hornsherred – landet mellem Fjordene”.