SELSØ: Bachs berømte ”Kaffekantate” er på programmet, når tre sangere og syv instrumentalister fra Trinitatis kirkes Musikensemble gæster Selsø Slot tirsdag den 9. august.
I 1700-tallet kom kaffen til Europa, og det blev hurtigt smart at gå på kaffehuse og smage den vidunderlige drik.
I Leipzig boede den berømte komponist Johann Sebastian Bach, og hans orkester ”Collegium Musicum” underholdt ofte på Zimmermanns Kaffehus.
Dertil skrev Bach i 1734 en musikalsk spøg om kaffens fortræffeligheder, og det er den miniopera, man kan høre tirsdag aften i Selsø Slots Riddersal, hvor der i pausen bliver serveret en kop kaffe – eller et glas vin, hvis man er mere til det.
Inden pausen spiller ensemblet Bachs berømte orkestersuite i h-mol for fløjte og strygere, og et tilsvarende stykke af hans fætter Johann Bernard Bach.
Trinitatis kirkes Musikensemble medvirker ved en lang række koncerter og musikgudstjenester i kirken ved Rundetårn. De tre sangere: Annemette Pøden-
phandt sopran, Gerald Geerink tenor ogRasmus Kure Thomsen, bas er alle fastansatte ved kirken, og synger desuden som solister i en lang række sammenhænge i hele landet.
Den musikalske ledelse varetages af kirkens organist og kantor Søren Chr. Vestergaard, der i 2021 modtog Frobeniusfondens store pris.
Koncerten er arrangeret af Selsø-Hornsherred Musikforening.
Man kan købe billetter på Selsø Slots hjemmeside.