SELSØ: Søndag den 13. august nviterer Selsø – Hornsherred Musikforening til en aften på Selsø Slot med en smuk blanding af musik fra nogle af de største komponister i den klassiske musikhistorie; Schubert, Mozart og Beethoven er alle kendt for deres unikke bidrag til musikverdenen, og deres værker er fyldt med følelse og dybde.
Ved koncerten optræder mezzosopranen Kristin Mulders og barytonen Torsten Nielsen, som begge har et imponerende musikalsk cv med masser af koncerter både nationalt og internationalt. De har også tidligere optrådt ved Selsø Slots Operagalla.
De to sangere bliver akkompagneret af norske Knut Christian Jansson på Selsø Slots nyrestaurerede taffelklaver, der giver musikken fra den tidlige romantik en autentisk lyd.
Koncerten finder sted i Selsø Slots baroksal fra 1734 med de velbevarede væg- og loftsmalerier.
Publikum vil inden koncerten og i pausen, hvor der serveres et glas vin, have mulighed for at udforske slottets andre smukke rum og det velbevarede 1700-tals køkken.