DN fremhæver her fire gode råd til at komme bedre gennem den mørke tid: En vinter med flere pauser, mere ro og tid til selvomsorg.
SUNDHED: De mørke og kolde vintermåneder kan føles uendelige, energiforladte og ensomme.
Men det behøver ikke være sådan.
Ved hjælp af simple tiltag er det – ifølge Danmarks Naturfredningsforening – muligt at finde lys i mørket og få varmen i kulden.
For med de lave temperaturer, mørket og den dvaletilstand, der præger naturen, følger også muligheden for at skrue ned for hastigheden og finde ro.
Årstiden kan give ens krop og sind omsorg og en pause i ny og næ – både når man befinder sig inden- og udendørs.
DN har produceret en vinterguide med inspiration til at skabe små pusterum, der hverken er særligt tidskrævende eller kradser i pengepungen.
Til gengæld kalder de små pauser på lidt nærvær og velvilje fra en selv.
Her vil naturens elementer hjælpe med at vække sanser og skabe liv i vinterkroppen, så man lettere kan komme gennem den mørke og kolde tid og passe på sig selv undervejs.
Søg lyset i dagtimerne
Det danske vintervejr kan være råt, koldt og vådt, og der er lange perioder, hvor dagene er korte.
Men det kan alligevel være en god investering i at bevæge sig ud i de lyse timer.
Selvom vejrforholdene ikke altid indbyder til udendørsophold, påvirker det naturlige lys nemlig de fleste mennesker. Det skyldes, at lyset har indvirkning på hjernens produktion af signalstoffet serotonin, som er et stof, der regulerer vores humør.
Alle minutter i naturligt dagslys tæller derfor i vintermånederne. Selv på en grå vinterdag har det en gavnlig effekt at komme ud. Har man mulighed for det, er særligt formiddags- og middagstimerne gode, fordi lyset er kraftigst her.
Omfavn mørket
Selvom lyset har stor betydning for vores velbefindende, og det har stor effekt at opsøge lyset i dagtimerne, har det også sine fordele at vælge mørket til.
Vi lever i et 24–7-samfund, hvor mørke ofte er forbundet med noget faretruende, som vi prøver at undgå ved at bruge kunstig belysning.
Byerne er lysforurenede, og det kan være svært at opsøge den naturgivne nat.
I bogen ”Mørkemanifestet” skriver den svenske forsker Johan Eklöf om lysforurening, og hvorfor vi skal anskue mørket på ny. Fra naturens side tager mørket over i vintermånederne, og når vi forsøger at undgå tabet af lys, modarbejder vi også den naturlige døgnrytme.
Hvis man tør overgive sig til mørket, kan man bringe sanserne i spil, skrue ned for tempoet. Sluk unødvendige lys og forsøg at undgå skærme en time før sengetid.
Husk pauserne og find indre ro
Hvornår er du sidst stoppet op og har afsat bare 10 minutter til en rolig pause?
Hvor du hverken skulle udføre en pligt, følge op på et hængeparti eller tjekke noget på din telefon?
En pause, hvor du slappede helt og aldeles af og fik dit nervesystem i ro?
WHO har udnævnt støj til den næststørste miljømæssige sundhedsrisiko i Vesteuropa. Især i byerne, og helt inde i vores hjem, kan det være svært at flytte sig fra støj.
Mange af os er konstant udsat for stimuli og forstyrrelser, og ifølge Dansk Psykolog Forening skaber det rastløshed og uro.
Ofte fortæller vi os selv, at vi får en rolig pause, når vi eksempelvis griber telefonen og tjekker vores sociale medier.
Men flere stimuli fra telefonen fodrer bare rastløsheden og uroen, og det skaber en negativ stressspiral.
Find ro i støjen:
• Lyt til mindfulness, meditation eller en lydbog.
• Lyt til beroligende lyde: Naturlyde som bølger, fuglesang eller regn har også vist sig at sænke stress.
• At finde ro behøver ikke handle om at være i total stilhed. En stemme i øret kan guide dig til et pusterum.
Påvirk din sindstilstand
I de mørke vintermåneder, hvor frodige dufte af græs, blomster og sommerregn udebliver, kan man invitere de dufte, man længes efter, ind i sit hjem ved at bruge æteriske olier.
Dufte, man omgiver sig med, har en effekt. Lugtesansen er den mest fintfølende sans og direkte forbundet med hjernens limbiske system – centeret for hukommelse og følelser.
Forskning viser, at dufte derfor kan påvirke humør samt hormoner, stress og instinktive funktioner som fordøjelse, søvn, sult og seksualitet.