KROGSTRUP: “Lys i mørket – Jul i hjertet” er en koncert om julen og alt det, den gør ved os.
Det handler om lys, jul og glæde, når fløjtenisten Tine Karlshøj-Andersen og pianisten Andreas Flensted-Jensen søndag den 4. december giver koncert i Krogstrup Kirke.
Julen handler jo egentlig ikke om nisser, julekalendere, julemanden, julemad, juletræer, julepynt, julelys, luciaoptog, julemarkeder, julegløgg og julebag. Eller gør den? Hvordan hænger det hele sammen, og hvad er det egentlig julen handler om?
Alt det dykker duoen ned i i denne koncert. På fløjte og klaver bliver helt store julehits fortolket sammen med klassiske værker som hører julen til samt nogle af de melodier man bare skal nå at høre i julen.
Det hele bliver kædet sammen af Tine Karlshøj-Andersens fortællinger om musikken og julen – og læsning af et meget traditionelt og rørende juleeventyr.
Fortællekoncerten fokuserer på at gøre musikken nærværende og vedkommende, hvad enten man hører den tit eller for første gang. Her er den hyggelige stemning i højsædet og det må bestemt godt være sjov at høre klassisk musik.
Tine Karlshøj-Andersen er uddannet fløjtenist på Musikhögskolan i Malmö med debut fra solistklassen på det jyske musikkonservatorium. Hun spiller som freelancer med flere af de største orkestre i Danmark og Sverige.
Med sig på klaver har hun Andreas Flensted Jensen, der er uddannet på musikvidenskabeligt institut. Han er en alsidig musiker, som blandt andet også har skrevet og instrueret musicals for børn.
Parret har dannet duo sammen siden 2011. Der er en ganske særlig stemning fyldt med humor og varme når de spiller sammen.
Der er gratis adgang til eftermiddagskoncerten.