Julehjerter sætter ny rekord

Julehjerter sætter ny rekord
Charlotte Droe stiftede Julehjerter - Jægerspris & Omegn i 2019. I år har initiativet indsamlet 200.000 kroner til julehjælp til trængende familier.

Julehjerter – Jægerspris & Omegn redder julen for endnu flere familier.

Af journalist Tomas Skov

JÆGERSPRIS: – Jeg har selv prøvet at være på røven, så jeg ved, hvor meget det betyder. Det kan være svært at række hånden ud og bede om hjælp, siger Charlotte Drue, der tog initiativ til Julehjerter – Jægerspris & Omegn i 2019.

Dengang indsamlede hun 23.000 kroner og hjalp 20 trængende familier. Siden har den lokale opbakning kun fået indsamlingen til at vokse yderligere. Efter at have rundet 150.000 kroner sidste år, er det samlede beløb i år oppe på 200.000 kroner.

Drømmer om at lukke
Charlotte Drue er stifter og formand for en bestyrelse på fem, mens godt 60 frivillige har samlet 128 pakkekalendere og kørt ud med gaver til 106 familier.
Initiativtageren oplever bred opbakning fra det lokale erhvervsliv på begge sider af broen, og i år har hun også afholdt kunstauktion med 58 kunstværker fra lokale kunstnere, hvilket i sig selv gav 27.000 kroner til det gode formål.
– Jeg drømmer om at lukke det, fordi ingen søger. Men fattigdom er desværre en stigende udfordring, konstarerer Charlotte Drue.

Masser af hjælp
Julehjerter – Jægerspris & Omegn samarbejder blandt andre med Glimmervarer, der henter julegaver på ønsketræet, hver gang de omsætter for 250 kroner, mens Café Kignæs har bidraget med ti couverter julemad, som familierne kan hente.
De mange familier får et gavekort på 1.500 kroner til køb af julemad. Bor man på Hornsherredsiden vanker der i øvrigt et gavekort til Gerlev Kro på 600 kroner samt sponsorbilletter til Skibby Kino. På Frederikssundsiden vankede der gavekort til Sannes Kaffe, som også har bagt småkager til alle familierne Derudover havde alle familier mulighed for at hente 2,5 kilo svinekam på Gerlev Kro 23. december, hvilket 65 af dem benyttede sig af.
Endelig har syv enlige også modtaget julehjælp, men de får så kun 1000 kroner, fordi de er alene.
Julehjerter – Jægerspris & Omegn har siden 2019 indsamlet mere end en halv million kroner, og initiativet har på den måde hjulpet 390 familier med i alt 700 børn. Charlotte Drue kan derfor fejre jul med en vis ro i sjælen.
– Det er fedt at vide juleaften, når man selv pakker op, siger hun.

Andre artikler fra denne uge