SELSØ: 7. og 8. december omdannes Selsø Slot til et hyggeligt juleslot med varm gløgg og lune æbleskiver. Lokale kunsthåndværkere pynter som sidste år rummene i huset på med varer, som du kan købe til dig selv eller som julegaver. Du kan også flette din egen halmnisse.
Alle danser og synger om det godt fire meter høje juletræ i baroksalen, og der er omvisning med fortællinger om julen i gamle dage på herregården og hvis du ikke passer på, støder du måske ind i husets gnavne nisse. Om lørdagen kommer teaternisser fra Parkteatret desuden forbi og sørger for ekstra julestemning.
Husk godt med varmt tøj – huset står som i 1829: uden indlagt varme. Så er du også klar til de udendørs muligheder, hvor du kan få en træktur på julehesten eller tage en trasketur på Selsø-ruten, som er en dejlig rundrute fra slottet på godt 4,3 kilometer.
Flotte vinduer
Juleweekenden giver også mulighed for at nyde slottets nyrenoverede facade, hvor de 60 vinduer har fået en kærlig omgang med håndværksmæssigt kram og masser af linolie. Undervejs viste en farvearkæologisk undersøgelse, at vinduerne i baroksalen også har været bemalet med marmorering som paneler og døre. Det er genskabt og har givet rummet et ekstra tvist, som du kan opleve i juleklæder.
Billetterne koster 100 kroner for voksne, 50 kroner for børn og er inkl. tre æbleskiver og et glas gløgg m/u alkohol. De kan med fordel købes inden via hjemmesiden www.selsø.dk men kan også købes i døren.
/TS