Hej Lise. Jeg vil høre om du lige kan skrive noget, som kan give mig lidt `ro på´. Jeg skal holde et oplæg i firmaet hvor jeg er nyansat, og jeg er så nervøs at jeg dårligt ved hvad jeg skal gøre. Har du lidt tips?
Allerførst tak for dit spørgsmål. Lige netop det du beskriver, det at skulle gøre noget nyt, og blive utryg over dette, er noget vi alle sammen reagerer (mere eller mindre) med modstand på.
Vores hjernes vigtigste opgave er at holde os i live. For at opnå dette, ønsker den ikke, at vi går i gang med noget, vi ikke er vant til.
Den er ligeglad med hvordan vi har det – og den er ligeglad med om vi skal holde et oplæg, om vi vil lære noget nyt eller tage på et lille eventyr, den vil prøve at overbevise os om at det er en rigtig dårlig ide. Vi skal bare gøre det vi hele tiden har gjort – for vi er jo i live! (Det er derfor det er så svært at lave om på en vane)
Dette syntes jeg er en rigtig god viden at have. Så når du beslutter dig for at gøre noget nyt/noget du ikke er vant til, så velkom´ usikkerheden, for den dukker op lige med det samme, det kan du være helt sikker på. Tak for dens omsorg, og træk så dit vejr, helt ned i maven. Sid sådan i et par minutter, til du får ro på dig selv. Når det sker, kan du kigge friskt på det hele, og være positivt kreativ omkring det du skal gøre. Det er meget sandsynligt at du ”falder af hesten” igen, for egoet vil have ret, så det overgiver sig ikke så let. Så gentager du det bare. For nu ved du hvorfor det sker, så du kan velkomme usikkerheden, og vid at det bare er en tanke, som tror den passer på dig. Så du kan siger tak – og nej tak.
Nå det er sagt, er her forskellige tips til hvordan du yderligere kan hjælpe dig selv.
Kæmpe vigtigt – vær opmærksom på din italesættelse. Jeg tænker at du højst sandsynligt er nervøs for om du kan præstere godt nok. Prøv i stedet at se det som noget du deler med dine kollegaer. Her kan du gå fra at være meget ”mig mig mig” orienteret, til at være meget mere indholds- og ”vi” orienteret. Det gør det hele meget lettere, og sjovere, og meget mere interessant for jer allesammen. Så vær engageret i dét, ikke i dig. Dette mindset kan ændre din nervøsitet til at blive en glad og spændende oplevelse.
Og så helt lavpraktiske forslag, måske kender du dem allerede.
Professorerne Dunn & Dunn, fra New York State Department of Education, fremførte omkring 1975, 4 læringsstile, som vi alle falder ind under: Det visuelle, at bruge øjnene. Det auditive, at bruge ørerne. Det taktile, at bruge hænderne. Det kinæstetiske, at bruge kroppen.
Så brug billeder, din tale og historier, gestikulér og flyt dig rundt i rummet, så kan du gøre det lettere for folk at forstå, og lettere for dem at holde deres koncentration.
Del også gerne en lille personlig historie for at skabe forbindelse med publikum. Vi elsker historier.
Inkludér konkrete eksempler eller case studies for at gøre dine pointer mere relaterbare og praktiske.
Gør det klart, hvad du ønsker at opnå med din præsentation.
Hold dig til nogle få centrale punkter, og undgå at overvælde publikum med for meget information.
Stil spørgsmål til dine kollegaer for at skabe interaktion og engagement.
Og slut af med tak til dine kollegaer for deres tid og opmærksomhed.
Og husk at klappe dig selv på skulderen – du gjorde det.
Og jo, så vil jeg lige slå et slag for vejrtrækningen. De færreste af os er klar over hvor stor en betydning det at trække vejret, dybt og roligt kan have på os. Det har en stor beroligende effekt på os, hvis vi giver det vores bevidsthed når vi bruger det som afslapning. Find en rytme og prøv f.eks. at trække vejret ind gennem næsen imens du tæller til 4. Hold pause imens du tæller til 7 og pust ud imens du tæller til 8. Gentag dette, til du mærker roen.
Ønsker dig et dejligt oplæg.
Kh Lise
Ps. Kig også på videoen fra tid 2:29 – du kan klikke på linket i e-avisen under brevkassen nederst i den lilla spalte, eller selv taste det ind
https://www.youtube.com/watch?v=uXqMFND_EsA