Ugens spørgsmål til brevkassen om vores mentale helbred:
Jeg har, så længe jeg kan huske lidt af et dårligt selvværd. Har du en hurtig løsning på det?
Kære du. Tak for dit spørgsmål, som jeg ved, mange mennesker, er berørt af.
Jeg ved ikke om jeg kan love dig en hurtig løsning, men måske kan det hjælpe dig med at se din udfordring fra et andet perspektiv. Måske det også kan få dig til at se, at du allerede har det du oplever du mangler – der er bare lige noget du skal aflære først.
Når vi tror på at vores virkelighed afhænger af hvilke situationer livet giver os, risikerer vi igen og igen at blive ofre for noget vi er overbeviste om, vi ikke kan gøre noget ved. Vi har rigtigt længe troet, at vores tanker var en objektiv repræsentation af virkeligheden, men nu begynder vi at se, at vores tanker er subjektive konstruktioner, der former vores opfattelse af verden omkring os. Altså, at det er de tanker vi har om de situationer vi er i, der skaber vores virkelighed.
Dvs. at vi faktisk kan gøre noget, når vi begynder at blive bevidste om hvilken kæmpe indflydelse vi selv har. For eksempel hvilken identifikation har vi lavet om os selv? Hvordan italesætter vi os selv? Hvordan dømmer vi os selv? Alt dette er i høj grad med til at skabe den virkelighed vi selv oplever. Kan du resonere med mit citat ”vi er alle født som kærlige og venlige mennesker, overfor os selv, hinanden og for hele verden – og så sker der noget”
Det jeg prøver at sige er, at vi har det godt når vi bliver født (jeg skriver ud fra det ´normale´ her) Vi er i balance, nysgerrige, tilfredse, vi ER selvværd. Dette er vores medfødte design som vi bliver ved at være/at have – vores hellige gave som Einstein kalder det i hans citat. Og udfordringen er, at vi lidt (som i MEGET) har glemt dette.
Når vi glemmer vores gave, vores medfødte geniale design, så mister vi evnen til at se klart. Vi kommer til at se verden alene ud fra vores hukommelse, ud fra vores ego, ud fra hvad vi husker om de situationer vi har været i. Da vi husker seks gange så meget de negative tanker som de positive, bliver vores hjerne hurtigt proppet med tanker der gør os bekymrede/angste og tanker der får os til at føle at vi mangler noget. ”Hvis jeg bare fik en …..(fyld selv ind:)) så ville jeg få det godt”. Men ”det gode” varer kun en begrænset tid, så finder vi på noget andet vi tror at vi mangler. Vi ser ikke at det der står i vejen for os til at få det godt, er de negative tanker som vi skaber ud fra én dominerende negativ sætning, som jeg kalder vores livs-sætning.
Denne livs-sætning præsenterer hjernen os for, hver gang vi står i en ny situation, altså noget vi ikke rigtig kender, eller hver gang vi står i en gammel situation, som vi allerede har skabt dårlige erfaringer omkring.
Alt dette skyldes, at vi, som regel som små børn, har oplevet noget der gjorde os utrygge. Noget vi ikke kunne forstå, men som vi vidste ikke var godt. Og så gjorde vi det som alle børn, der er afhængige af deres forældre/omsorgspersoner gør, vi fandt på en ”sandhed”, hvor vi selv tager skylden, for bedre at kunne være i vores omgivelser. Jeg beskriver det som ”vores livs-sætning” som måske hos dig er ”jeg er ikke noget værd” eller ”jeg kan ikke stole på mig selv” eller måske ”jeg er ikke god nok”.
Det er denne tanke som kommer til at stå i vejen for os, som får os til at føle os mindre værd – det er ikke sandt, men jo mere vi, igen uskyldigt, tror på den, jo mere sand bliver den for os. Og når vi tænker det og tror det, så føler vi det, og vi mærker symptomer fra vores krop (kan være muskelspændinger, ondt i solar plexus, hjertebanken, halsen snører sig sammen etc.), nu oplever vi at vi har klare beviser på at det er sandt, for det kan vi jo mærke at det er!! (det er stadig ”kun” en tanke, som når vi giver den bevidst eller ubevidst opmærksomhed, forestiller vi den værende sand).
Så, kære du. Så længe du tror at du har et dårligt selvværd, er det det du vil opleve. Det du kan gøre lige her og nu, er at se livs-sætningen som noget der blev til pga. omstændigheder, der skete for længe siden, og som højst sandsynligt ikke er her mere. Så i stedet for at tro på din livs-sætning, som får dig (og os alle sammen) til at skabe alle mulige negative historier om dig selv, så genkend den når den dukker op, og se den som en kærlig reminder til, at nu er du på vej væk fra den – du i virkeligheden er.
Og så kan du, håber jeg, virkelig have det godt, og igen være venlig og kærlig overfor dig selv, og andre og hele verden.
Ønsker dig alt det bedste.
Kh Lise
