Læserbrev
Af Inge Messerschmidt, gruppeformand og spidskandidat Dansk Folkeparti (O)
Da vi forhandlede budget25, blev vi præsenteret for et forslag i forslagskataloget, hvor vi kunne frigøre nogle vigtige timer fra den praktiske hjælp, der i stedet kunne bruges til personlig pleje. Vi har som andre kommuner store rekrutteringsvanskeligheder, men det er stadig vigtigt, at vi kan hjælpe og støtte op om vores sårbare borgere, når behovet er der.
Forventningen i forslaget var, at 80% af de ca 800 borgere visiteret til praktisk hjælp kunne revisiteres, hvilket ville frigive ca 6,5 medarbejder.
Baggrunden for mit ja til forslaget var de frigivne timer til vores sårbare medborgere. Men også den vigtige frihed for den enkelte til selv at kunne bestemme over sin dagligdag mht støvsugning uden at være afhængig af en hjælper, der kommer hveranden uge.
Nu er virkeligheden så småt ved at indfinde sig.
Da jeg sagde ja i budgetweekenden, sagde jeg ikke ja til at nå de 80% på bekostning af den enkelte borgers værdighed.
For det virker som om, det er vigtigst uanset midlet at nå de 80%.
Borgerne bliver ikke revisiteret en for en, for det er der ikke ressourcer til. Det tager for lang tid!
En del borgere har frustreret henvendt sig. Pårørende fortæller fortvivlet. Og nu det seneste indlæg på netavisen.
Borgerne modtager et varslingsbrev. Derefter en foreløbig afgørelse uden klagevejledning men 10 dages partshøring. Efter afgørelse kan borgeren anke, hvorefter den genbehandles via et besøg af visitationen. Indtil da er alt sket uden direkte dialog. Et forløb mange ældre ikke kan følge med i. Et udmatningsforløb hvor borgerne ikke føler sig set eller hørt.
Mange føler sig presset til at skulle bruge en robotstøvsuger, selv om de ikke kan bruge den og efterlades frustrerede og magtesløse.
Var det virkelig det, vi besluttede?
Vi stillede indgående spørgsmål til forslaget. Og vi kan kun stille de spørgsmål, som vi har fantasi til.
Jeg havde ikke fantasi til, at de ca 800 skulle igennem dette uværdige forløb.
Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at borgere bliver presset til at købe en robotstøvsuger på trods af ikke at kunne bukke sig ned pga KOL. Eller kan jeg klø mig under knæet, kan jeg bruge en robotstøvsuger og mange andre mærkelige begrundelser.
Jeg lægger mig af den grund fladt ned og erkender, at jeg tog fejl.
Jeg ved, at jeg har skrevet under på budget25. Og jeg ved, at den underskrift binder. Men jeg ved også, at havde jeg vidst, hvordan forløbet ville være, havde jeg ikke sagt ja.
