Ugens spørgsmål til brevkassen om vores mentale helbred:
Jeg har svært ved at tilgive mig selv for tidligere fejl og dårlige beslutninger. Hvordan kan jeg lære at give slip og bevæge mig videre?
Kære du. Tak for dit spørgsmål, jeg håber at mit svar – som jo er et generelt svar – kan give dig et nyt og mere lyst perspektiv. At tilgive kan være en udfordrende og smertefulde opgave, især når vi står over for vores egne fejl og dårlige beslutninger. Det er som om skyld og skam bliver vores konstante ledsagere, der minder os om vores svagheder og fejltrin. Men, er det nu også sandt? Eller er det fordi nogen har lært os, at det er sådan vi skal føle? Hvis vi nu mærker efter, helt inders inde, giver det så overhovedet mening at være sådan efter os selv (og andre)?
Når vi dykker ned i årsagerne til vores fejl, kan vi ofte finde, at vores handlinger var motiveret af det vi tænkte på, i det øjeblik. Måske var vi uopmærksomme, eller måske var vi fanget i vores egne tanker og/eller livs-sætning, altså igen uopmærksomme og formodentligt mere eller mindre ude af os selv. Måske vidste vi ikke nok om det vi skulle lave (igen uopmærksomme). Uanset årsagen, er det vigtigt at anerkende at vi er opdraget som mennesker, og at det at lave fejl, er en naturlig del af vores udvikling. Og – at lige i det øjeblik vi gjorde det, føltes det som det rigtige at gøre. Så der er ingen grund til at føle skyld og skam. (Social skam bruges som udtryk for den skam der skal gøre os opmærksom på at vi har gjort noget uhensigtsmæssigt i vores sociale sammenhæng med andre mennesker. Det er ligesom en ”regel” vi har lavet fordi vi igennem generationer lidt har glemt at vi er født som venlige og kærlige mennesker. Hvis vi nu var mere bevidste om dette, behøvede vi ikke at føle os skamfulde og skyldige, for vi ville vide at vi ikke havde fejlet for at skade nogen, men kom til at gøre det, udelukkende var fordi vi var uopmærksomme.)
For mange år siden deltog jeg i et seminar med en østrigsk-amerikansk katolsk benediktinermunk, ved navn Brother David Steindl-Rast (han er i dag 97 år)
Han fortalte blandt mange skønne ting, at vi kan se på livet som at ”der er glæde eller der er læring”. Så hvis vi ikke oplever glæden, er det fordi der er noget, i den situation vi er i lige nu, vi kan lære af. Og jeg tænker, at den bedste måde at lære på, er ved at forstå hvad det var der skete. Hvorfor vi lavede fejlene/tog de dårlige beslutninger. For jeg tror ikke at nogen af os vågner en morgen og tænker: I dag vil jeg tage nogle dårlige beslutninger. Jeg tror, at i det øjeblik vi tager disse beslutninger, og i de øjeblikke vi laver fejlene, så gør vi det fordi vi tror det er bedste at gøre. Derfor er det en god ide´, at vente med at tage beslutninger hvis vi er i et dårligt humør. At vente til vi er kommet til os selv – hvorfra vi er i en god sindstilstand, og derved kan tage gode beslutninger.
Start med at anerkende og acceptere, at fejl og dårlige beslutninger er en del af den menneskelige erfaring, og at de ikke definerer din værdi som den du er. Øv dig i/gør dig selv bekendt med din egen medfødte venlige, forstående og omsorgsfulde sindstilstand. Og husk, at i hvert et øjeblik er en ny mulighed, for at leve vores liv ud fra hvem og hvad vi virkelig er.
Ønsker dig alt det bedste
Kh Lise
