[vc_row][vc_column][vc_column_text]Lars Brinch fra Jægerspris har været på en uventet tur til Ilulissat i Grønland. Den oplevelse vil han gerne dele med avisens læsere.
GRØNLAND: ”Videre inde langs Isfjorden kom jeg til et sted, hvor isen pakkede til, og hvor de store isbjerge lå i kø for at komme ud. Det var et magisk sted, hvor man bliver helt stille og bare er nødt til at stå og kigge.
Her behøvede man ikke at filosofere så meget over, om tiden kommer, eller om tiden går. For lige her står tiden stille. Is og isbjerge lå i kø så langt øjet rakte ind mod gletsjeren, intet stoppede synet, alt blev uendeligt. Jeg har rørt ved evigheden. Ved noget så storslået, bliver man lille.
Efter en times vandring trådte jeg ind i Ilulissat på modsatte side af, hvor jeg var gået ud af byen. Her omme på ”bagsiden” af byen havde grønlænderne de fleste af hundene. Og der skete det mærkværdige, at da jeg trådte ind i byen, begyndte hundene at hyle. Først et par stykker tæt på mig, så kom der flere og flere til. Til sidst føltes det som om, det var alle 4.000 hunde, der hylede mig velkommen tilbage.
Men jeg havde fået hvaler på hjernen, hvilket jeg nok altid har haft i en eller anden grad. Jeg har altid været meget fascineret af disse store dyr og deres sang, når de kalder på hinanden. Pedellen fra sygehuset havde fortalt mig om et par gutter ned i havnen der sejlede turister ud i deres lille motorbåd blandt andet til hvalerne ved isbræen.
Dagen efter gik jeg rundt på havnen og spurgte efter grønlænder Otto, som han blev kaldt. Grønlænder Otto og hans ven var egentlig fiskere, men havde slået sig lidt på turistindustrien og var begyndt at sejle en til fire turister ud ad gangen for at se hvaler.
Der var flere store turbåde med plads til 30 til 50 turister, men jeg var mere til grønlænder Otto, og det fortrød jeg ikke. Jeg blev iført en overlevelsesdragt og en redningsvest, og så sejlede vi afsted i hans motorbåd.
Efter godt en halv times sejlads ankom vi til isbræen og så skulle vi finde hvalerne. Dem fandt vi hurtigt, og nu fik jeg en af mine største drømme opfyldt, at være helt tæt på disse prægtige dyr. I en times tid lå vi sammen med en mor og hendes store kalv, nogle gange ikke mere end 10 meter væk, så vi kunne mærke dråberne fra deres blåst.
Vi havde nogle forrygende timer sammen på Isfjorden og i Diskobugten, som jeg aldrig vil glemme. På vejen hjem fra havnen kom jeg forbi et par souvenirbutikker hvor de solgte tupilakker, den lille figur fra inuitkulturen. En sådan tupilak kunne en åndemaner puste en ånd ind i der skulle beskytte en mod fjender, og sådan et par tupilakker skulle drengene have derhjemme, så de kunne gå en sorgløs og farefri fremtid i møde.
Men priserne i souvenirbutikkerne ramte næsten himlen, så dem overlod jeg til de kinesiske og amerikanske turister. Her kom pedellen fra sygehuset mig igen til hjælp. Han kendte en mand, der sad og lavede dem på sit eget værksted i udkanten af byen, så der tog jeg hen. Han havde en fin udstilling i vindueskarmene i sit lille træhus af fine tupilakker i fedtsten og rentak. Jeg købte to tupilakker i rentak, og drengene siger, at de selv har pustet en god ånd ind i dem, så vi må se.
Mange siger, man kan blive ramt i hjertet af Grønland og have svært ved at slippe igen og altid vil vende tilbage. Det kan jeg godt sætte mig ind i, jeg tænker i hvert fald konstant tilbage på mine oplevelser der.
Men næste gang der hænger en mulighed og dingler, skal hele familien med op og røre ved evigheden og med i brusebad under hvalernes blåst.
Qujanaq – takussaagut (Tak og på gensyn)”.[/vc_column_text][vc_gallery interval=”3″ images=”38666,38667″ img_size=”800×400″][/vc_column][/vc_row]
