Sygeplejerske fra Skibby er sprunget ud som parterapeut og sexolog.
Af journalist Tomas Skov
SKIBBY: 39-årige Maria Lau har gennem 15 år har dedikeret sit arbejdsliv til at hjælpe mennesker i deres møder med kriser og sygdom som sygeplejerske og intensivsygeplejerske. Efter tabet af sin morfar i 2023 følte Maria Lau imidlertid, at der både skulle mere sjov og mening ind i hendes liv, og det førte til beslutningen om at tage uddannelsen til parterapeut og sexolog på Løvendahl Akademi.
– Jeg havde brug for at arbejde med noget af det mest meningsfulde – kærlighed, relationer og seksualitet, fortæller Maria Lau, der afsluttede sin uddannelse 9. marts i år.
Et tillidsfuldt rum
Hun arbejder fortsat som sygeplejerske på et tværfagligt smertecenter på Holbæk Sygehus, men hun er gået ned i tid og dedikerer nu en arbejdsdag om ugen til sin praksis som parterapeut og sexolog – dels fra hjemmet nær Selsø Slot uden for Skibby, dels fra et lejet lokale på Havnevej 1 i Roskilde.
– Seksualitet er en stor del af os som mennesker, men det kan være svært at tale om. Der kan opstå et dobbelt tabu, hvor terapeuten er bange for at støde patienten og patienten er bange for at støde terapeuten. Men det har altid været nemt for mig at tale om sex, og jeg kan godt lide at skabe et tillidsfuldt rum, hvor jeg kan hjælpe andre til at leve mere bevidst og tage stilling i deres liv, siger Maria Lau, der både modtager par, singler og enkeltpersoner i forhold i sin praksis.
Det dybe vand
Temaer kan være sorg eller tab af lyst, præstationsangst eller oplevelsen af lyst til sex med andre end sin partner. Dette kan for eksempel få nogen til at eksperimentere med at åbne deres forhold for andre partnere.
– Jeg giver gerne støtte til den proces, som kan puste til både jalousi og mistillid. Et åbent forhold kræver god kommunikation og tillid mellem parterne, hvis man ønsker at dyppe tæerne i det vand, understreger terapeuten.
Samtaler i fredstid
Selv har Maria Lau levet sammen med sin mand de sidste 20 år – et samliv der har gjort dem til forældre til to døtre på 12 og 15 år. Et stabilt forhold er dog ifølge terapeuten ikke en undskyldning for at undgå parterapi eller sexologisk rådgivning.
– Sexlivet skal passes og prioriteres. Det kan være svært at tale om i sit forhold, og så lader man tiden gå. At gå i parterapi er også en måde at prioritere sit forhold på – og det behøver ikke være i krisetider. Samtalen om relationen er en måde at få den gode kontakt tilbage på. Der er jo meget at konkurrere med i dag, så vi skal være bevidste om at vælge hinanden til, siger Maria Lau.
Læs mere om Maria Lau på hendes hjemmeside: https://marialau.dk