Ugens spørgsmål til brevkassen om vores mentale helbred:
Jeg elsker min mand, men vi skændes meget og har svært ved at møde hinandens behov.
Er der noget jeg kan gøre? Og kan jeg gøre noget for at han forstår mig?
Kære du. Tak for dit spørgsmål, som jeg tænker at mange deler med dig. Det er så fint at du fokuserer på, hvad du selv kan gøre, og hvordan du kan skabe forståelse hos din mand. Vi kan ændre os selv, men ikke hinanden. Dog kan vi inspirere hinanden til forandring.
Jeg vil så gerne dele denne opfattelse, at vi – hvert enkelt individ, mentalt består af 2 forskellige systemer.
Vi er 1) vores naturlige jeg – vores geniale medfødte design hvorfra vi er glade, kærlige, nysgerrige, interesserede, opmærksomme, løsningsorienterede, trygge, i balance og hvor vi er selvværd. Dvs vi naturligt er tilstede i nuet og agerer på den bedst tænkelige måde. Det er vores ”naturlige jeg”/vores medfødte fabriksindstilling, og sådan bliver den ved at være. Det er formodentlig igennem denne bevidsthed at du og din mand , ligesom alle os andre, oplevede jeres forelskelse. Og derfra SÅ i den bedste udgave af jer selv, og i SÅ den bedste udgave af den anden. Derfra kreere vi gode oplevelser, igennem forståelse og kærlighed.
Og så er vi 2) vores tillærte jeg – vores personlighed – vores ego.
Dette er hvad vores hjerne samler af viden, forestillinger, meninger og hukommelse. Det er vigtigt at forstå at hjernen har en tendens til at huske negative oplevelser seks gange mere end de positive. Desuden er dens primære opgave at sikre vores overlevelse, hvilket konstant resulterer i en søgen efter potentielle trusler. Altså hvis vi kun ”styres” af vores menneskelige tanker, så lever vi i en konstant følelse af angst og mangler.
Det er herfra vi, som regel allerede i barndommen, skaber vores livs-sætning, som ofte er ”jeg er ikke god nok”. Hvis vi ikke er bevidste om dette, og forstår hvor den ”kommer fra”, kan denne sætning fordreje vores opfattelse af virkeligheden så meget, at vi udvikler svært begrænsende, stressfyldte, angstfyldte eller depressive forestillinger om vores eget liv. Den milde udgave er at vi bliver uenige. Vi forstår ikke hinanden, og vi forstår ikke hvor hende/ham vi forelskede os i, er forsvundet hen. Vi ser ikke at vi nu ofte oplever vores liv igennem vores negative tanke vane/vores livs-sætning. Og hvis vi ikke ved dette, så har vi ikke en chance for at gøre noget ved det.
Hvis vi derimod er bevidste om dette, så kan vi nå at stoppe op når vores humør er på vej nedaf, og lade være med at identificerer os med livs-sætningen. I stedet kan vi bruge den som en hjælp til at opdage at nu går det galt.
Jeg tænker at det i gør, dig og din mand, det er, at det idag er jeres sætninger der skændes, i stedet for jeres åbne, kloge og kærlige naturlige jeg´ der ”mødes”.
Så prøv om du kan finde der hvor du bliver ramt, hvad mon din livs-sætning er. Ved at være bevidst om denne kan vi lettere vende tilbage til vores naturlige udgangspunkt, hvor vi kan møde vores partnere igennem åbenhed og kærlighed.
Se på din mand med ”friske øjne”, det kan måske også inspirere ham til at gøre det samme. Mød ham med kærlighed og åbenhed, og se, hvad der sker. Og se at du ikke behøver at lære noget nyt, men ´bare`at aflære det du har skabt igennem de negative tanker, så har du og i den største mulighed for at vende tilbage til den som i, og vi alle, i virkeligheden er.
Ønsker dig og din mand det bedste.
Kh Lise
