Af Ulrik Goos Iversen
Hovedgaden 47, Jægerspris
Efterskoleforstander
og kandidat til byrådet
for Enhedslisten
Forleden dag var min yngste søn til fødselsdag hos sin ven, hvis forældre er flygtet fra Syrien. Glæden var stor og venskabet dybt. Dagen efter hørte vi i radioen, at Danmark som det eneste land i verden, bortset fra regeringens tvivlsomme venner i Ungarn, har besluttet at påbegynde deporteringen af syriske flygtninge.
Begrundelsen er, at dele af Syrien skulle være sikre at bo i. Nægter de, skal de interneres i deportationslejre – lejre som regeringen har givet det charmerende navn ”udrejsecentre”, som om der var tale en charterferie og ikke, som virkeligheden jo er, en enkeltbillet til helvede på jord!
Min søn blev naturligvis dybt ulykkelig og ville vide, om også hans klassekammerat og hans familie skal udvises. Jeg ved det ikke. Jeg håber det ikke. Men hvad skal jeg svare? At det ikke er så slemt? At der er megafedt og broccoli i ”udrejsecenteret”, hvor børn og unge ikke må gå i skole og de voksne ikke arbejde? Er der internet, far og er der måske et bordtennisbord? Og må vi komme og besøge dem? Jeg tror det ikke. Meningen med centrene er, at det skal være værre end i Damaskus, så forældrene – der ifølge danske politikere, socialdemokrater og venstrefolk, er uansvarlige, fordi de ikke – vil rejse ”hjem” med deres børn. Jeg spørger mig selv, om de politikere selv har børn? Jeg spørger mig selv, om Anders Breivik sidder under bedre forhold, end danske socialdemokrater har tænkt sig, at min søns venner skal leve under i deres deportationslejr?
Eller skal jeg svare, at når Rasmus Stoklund siger, at Assad, som vores venner er flygtet fra, er en fin fyr, man godt kan stole på, så er der ikke noget at bekymre sig om. Jeg spørger mig selv, hvor Stoklund og regeringens medlemmer har været de sidste 10 år? Har de brugt så lang tid på at studere fokusgruppeinterviews med Dansk Folkepartis vælgere, at de ikke har haft tid til at følge med i verdenssituationen? At de ikke har set billederne fra det folkemord Syriens diktator Assad har udsat sin egen befolkning for. At de ikke har hørt om de kemiske våben og bombninger af hospitaler og miner på skoler?
Syrien bliver aldrig et sikkert sted, så længe Assad er ved magten. Det land Syrien, minder mest om lige nu, er Nordkorea. Bortset fra at der ikke er krig i Nordkorea.
Onsdag den 19. maj tager vi til Mellemfolkelig Samvirkes demonstration mod deportationerne. Og jeg lejer gerne en bus af egen lomme til hele den socialdemokratiske byrådsgruppe, ja til samtlige socialdemokrater i Frederikssund Kommune, så I kan komme ind til Christiansborg og fortælle jeres regering, at den er på afveje. Vi andre kan tage toget.
