Frederikssund: Hun ser sig selv som en stemme for de svage og de udsatte i Frederikssund, og nu er 64-årige Inge Messerschmidt blevet belønnet for sit hidtidige kommunalpolitiske arbejde. Hun er nemlig blevet valgt af Dansk Folkeparti som spidskandidat til kommunalvalget i Frederikssund i 2025.
Inge Messerschmidt, der er et kendt ansigt i Frederikssund Kommune, sidder i byrådet på sin tredje periode.
– Jeg er meget glad for, at bestyrelsen anbefaler mig til kommunalvalget i 2025. Jeg er i gang med min 3. periode i byrådet og Dansk Folkeparti er som enmandsparti med i mindretalsgruppen af blå partier. Det kan være en udfordring, så det gælder om at holde fast, være skarp og megastædig, siger Inge Messerschmidt, der vil fortsætte arbejdet for sine mærkesager.
– I det daglige arbejde men også hvert år til budgetforhandlingerne kæmper jeg for de svage og udsatte i vores kommune. De ældre, de udsatte og børnene, fortsætter hun.
Fortsætter arbejdet
Som et dedikeret medlem af Dansk Folkeparti har Inge Messerschmidt arbejdet for at fremme partiets værdier og politik inden for kommunen, og hun vil fortsætte med at rejse væsentlige sager for at sikre, at Dansk Folkeparti forbliver synlig i kommunen.
Ifølge spidskandidaten omfatter det for eksempel initiativer som klippekortordningen, et udsatteråd, ungarbejdere på plejehjem og et forsøg på at genetablere natbelysningen i kommunen for at øge trygheden. Derudover kæmper hun også for den lokale politistation og på at få flere lokale betjente.
Privat bor Inge Messerschmidt sammen med sin mand Michael, samtidig med at hun er netværksplejemor for deres fire børnebørn.