Frederikssund Klimaforening har indkaldt til borgermøde om Vinge. Motivet er blandt andet at finde ud af hvad der er op og ned.
FREDERIKSSUND KOMMUNE: – Vi mener afgjort, at kommunen burde have iscenesat mødet. Kommunen må komme med en udmelding. Man kan ikke bare beklage forløbet – og så putte sig, siger Ane Wraae Nielsen, der er formand for Frederikssund Klimaforening. Mødet, hun hentyder til, er det folkemøde om Vinge, som foreningen har indkaldt til den 25. januar i Elværket.
Oprindelig var Vinge-projektet tænkt som inspirationskilde for tidssvarende og fremtidssikret byggeri. Det skulle udvikle morgendagens model for byudvikling og sætte nye standarder, både for resten af kommunen og for hele Danmark.
– I Vinge kunne man give los for eksperimenterende byggeri. Bag projektet stod et forventningsfuldt og næsten enigt byråd. Man ville føre kommunens op i elitedivisionen for moderne byplanlægning.
Visionernes holdeplads
Vinge udviklede sig i høj grad til visionernes holdeplads, fortæller Bjørn Tving Stauning fra klimaforeningen.
– Vinge blev i praksis adskilt fra den kommunale realpolitik og udviklede sig til et prestigeprojekt med sit helt eget forløb. Man havde en forventning om, at når de overordnede rammer var faldet på plads, ville udestående midler vende tilbage til kommunens konto – antagelig med renters rente, fortsætter han.
Det vakte opsigt, at en forstadskommune på en flad mark ville skabe en ny by med 20.000 indbyggere. Det var i en størrelsesorden, som savnede sammenligningsgrundlag.
– Men projektet skulle også sælges til investorer og byggeherrer, og helst i en fart. Man følte sig tvunget til at promovere Vinge som et flagskib, hvor kommunen garanterede diverse servicefunktioner i en udformning, der ikke lod nogen i tvivl, om at dette var en fremtidsby af noget nær overjordisk kaliber. Men de medførte tydeligvis en stor udskrivning på det kommunale budget, siger Ane Wraae Nielsen.
– Det var iøjnefaldende, at udviklingen gik fra et folkeligt forankret projekt med et væld af visionære ideer til indretning af boliger til et hermetisk lukket forløb, hvor alle parter meget hurtigt måtte alliere sig med højtspecialiserede konsulentfirmaer. Som tilmed selv konsulterede eksterne jurister for at være sikker på at have ryggen fri.
– De foreløbige udkast til aftaler fyldte flere tusind sider, hvor ordlyden var holdt i et sprog, som er fremmed for alle andre end højt specialiserede jurister og erhvervsøkonomer.
– Den meget snævre kreds omkring borgmesterkontoret var uden tvivl særdeles afhængig af den rådgivning, man fik fra et af Danmarks største advokatkontorer, Horten Advokatpartnerskab. Da man ikke havde en plan B – faldt hele projektet sammen som et korthus.
Skæbnetime
Der er naturligvis stor interesse for at placere et juridisk og ikke mindst økonomisk ansvar, og der er en lang række spørgsmål, som kommunens borgere med rette kan stille til deres borgmester, mener Bjørn Tving Stauning.
– Indtil videre har John Schmidt Andersen (V) henholdt sig til den tavshedspligt, som hele projektet er omgærdet af.
– Med det dramatiske skibbrud af det oprindelige projekt må man gå ud fra, at kommunens forhandlere er juridisk fritstillede til at give en redegørelse for, hvad der er op og hvad der er ned.
Frederikssund Klimaforening er ikke i tvivl om, at interessen for den type byggeri er så stor, at Vinge – antagelig med en mindre prangende bykerne – ikke kommer til at belaste kommunens økonomi.
– Hvis politikerne – af angst for de økonomiske konsekvenser her og nu – starter et brandudsalg af byggegrunde i Vinge til højestbydende, vil udviklingen gå fra at være en ærgerlig udsættelse til en virkelig katastrofe, mener foreningens formand, Ane Wraae Nielsen.
– For os i Frederikssund Klimaforening var Vinge ikke bare en stor byggeplads med introduktion af teknologiske nyskabelser og ideer til at udvikle bæredygtighed også i en sociale dimension. Det var også den lanterne, som kommunen havde hængt op i stormasten for at fortælle sig selv og en måbende omverden, at man her tager klimaforandringerne særdeles alvorligt – og er indstillet på at gøre noget.
Folkemødet om Vinge den 25. januar starter klokken 19:00. Entrè 50 kroner.