Indbrud, bedrageri og overfald

Indbrud, bedrageri og overfald

Uddrag fra politiets døgnrapporter i den forgangne uge.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Indbrud i villa, Jægerspris: Klokken 16.49 anmeldte en kvinde boende på Gammel Kulhusvej, at hun netop havde overrasket en fremmed mand i hendes havestue. 

Hun havde efterfølgende forsøgt at lukke døren til havestuen, så manden ikke kunne stikke af. Men han fik dog presset sig ud, hvorefter han sprang i en bil på udenlandske nummerplader ført af en anden mand. 

Kvinden nåede at notere, at nummerpladen begyndte med tre bogstaver, ligesom hun bed mærke i, hvad et af bogstaverne konkret var. 

Kvinden kunne desuden afgive et signalement af den fremmede mand i havestuen samt fortælle, at der nu manglede kontanter fra hendes bolig.

Flere patruljer blev sendt til området, og klokken 17.08 spottede en patrulje et køretøj med tre mænd i på Kronprins Frederiks Bro, der passede til beskrivelsen. Bilen blev derfor bragt til standsning. 

Efterfølgende kunne det ligeledes konstateres, at den ene af de tre mænd passede på det afgivne signalement fra anmelderen. 

De tre udenlandske mænd på henholdsvis 23, 30 og 33 år blev sigtet for indbrud, ligesom den 23-årige fører af bilen blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand, idet han fik narkometeret til at slå ud. 

En blodprøve skal nu fastslå den eventuelle grad af påvirkning. Den 23-årige var tillige efterlyst for berigelseskriminalitet i Frankrig.

Bedrageri
Frederikssund: En 32-årig mand fra Frederikssund anmeldte klokken 12.23, at han var blevet ringet op af en ukendt mand, som udgav sig for at være ansat i politiet. 

I den forbindelse fik den ukendte mand den 32-årige til at overføre et pengebeløb til ham ved at true med anholdelse, såfremt den 32-årige ikke overførte pengene til ham. 

Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at denne procedure aldrig benyttes af politiet, og Nordsjællands Politi opfordrer borgerne til som udgangspunkt ikke at overføre penge til ukendte personer. 

Hvis man er i tvivl om, hvorvidt personen er den, vedkommende udgiver sig for, kan man altid ringe til den pågældende virksomhed eller organisation. 

Det er dog vigtigt, at man selv finder hovedtelefonnummeret og ikke ringer tilbage til det nummer, som vises på telefonen eller oplyses, at der ringes fra.

Tyveri af dele fra trailer
Jægerspris: Mellem tirsdag klokken 18.00 og onsdag klokken 07.20 stjal en ukendt gerningsperson alle lygterne samt tre fælge, propkasse, reservehjul og bagklappen fra en trailer, som stod parkeret på Kastanievej ved et autoværksted. 

Kvinde overfaldet

Jægerspris: En 37-årig kvinde fra Jægerspris blev torsdag aften tildelt flere slag af en anden kvinde. 

Overfaldet skete klokken 18.15, da den 37-årige sad uden for på Frederik 7-tal i Hovedgaden. 

På baggrund af oplysninger i sagen, har politiet en formodning om, hvem gerningskvinden er.

Pas på med ukrudtsbrændere
Nordsjællands Politi og redningsberedskaberne i de Nordsjællandske Kommuner gør opmærksom på, at brandfareindekset i kommunerne er meget højt i øjeblikket. 

Der har de sidste dage været flere utilsigtede brande forårsaget ved brug af ukrudtsbrændere.

Andre artikler fra denne uge