Han passer Saltholm og har sine køer gående over det halve Sjælland. I Sønderby Kulturhus fortæller han om sit virke med at bevare truede gamle husdyrracer.
SØNDERBY: Det er ikke længere siden, end at mange af os stadig husker det; at de røde malkekøer fyldte markerne i det sjællandske bondeland. I dag er der færre end hundrede af dem tilbage i hele Danmark.
Ligeså med jerseykøerne. Dem er der godt nok flere af, men langt de fleste er krydset op med udenlandske racer.
Den oprindelige danske jerseyko findes der bare 22 individer tilbage af. To af dem går ved Selsø Gods. Og det er ikke tilfældigt.
Når man på markerne omkring Selsø, strandengene ved Østskoven – og mange andre steder i landsdelen – kan glæde sig over usædvanligt mange græssende husdyr, skyldes det en yngre og meget dedikeret jyde, som tilfældighederne for nogle år siden bragte til Eskilsø, netop som den ene af øens to ejendomme blev ledig.
Øen midt i Roskilde Fjord var for ham det perfekte sted at udleve sin drøm om at være med til at redde de truede gamle danske husdyrracer.
Heldigvis var kæresten med på ideen, og den lille ejendom på Eskilsø blev snart et muntert og mangfoldigt leben af sjove gæs, vestindiske duer og gamle husdyr.
En skrøbelig, levende kulturarv
Med den som base har han i løbet af ganske få år opbygget et virke som naturplejer med et voksende dyrehold på stadig flere arealer.
Ikke bare køer, men også sortbrogede danske grise, gamle danske fåreracer, geder. Og ikke kun fordi han er glad for dyr. Naturplejeren på Eskilsø er ude i en mission:
– De gamle husdyrracer er en levende, men skrøbelig kulturarv. Hvis ingen avler dem, vil de om få år kun være tilbage på de gamle malerier. Og er de først borte, kan de kan ikke genskabes, fortæller han.
Det er imidlertid mere end et bevaringsprojekt for ham. Det handler også om at redde det genetiske materiale på dyr, som igennem århundreder har tilpasset sig en næring af dansk græs og ensilage i stedet for et powerfoder af importerede soyabønner fra Amazonas – og som, ifølge ham, leverer en sundere mælk.
Den gråbrogede ko
Selv har han en særlig forkærlighed for den gråbrogede danske ko, som han blandt andet har gående på strandengen ved Østskoven.
Dem er der heller ikke mange af tilbage i landet. Men tilbage i 1800-tallet var det den dominerende kvægrace i Jylland.
– Det var dem, studeprangerne drev ned gennem Jylland til Hamburg, hvor de solgte dem. Så faktisk var det dem, der lagde grunden for den danske landsbrugseksport.
Faktisk var det et par af de gråbrogede, som for nogle år siden for alvor satte naturplejeren i gang med sin redningsmission. Han var simpelthen ”nødt til at købe dem”, da han hos en gammel landmand i Himmerland faldt over to gråbrogede kviekalve.
Med tiden er det blevet til flere hundrede dyr, som naturplejeren på Eskilsø i dag har spredt på mange marker i Hornsherred, Midt- og Vestsjælland og helt inde på Frilandsmuseet ved Brede.
Og så passer han for resten også tjansen som opsynsmand på Saltholm i Øresund og tilsynet med afgræsserne der.
Sætter vækkeuret om morgenen
Spørger man ham, hvordan dagens timer rækker til at passe alle de arealer og dyr, svarer han lidt drævende og jysk: – ”Vi stiller jo vækkeuret om morgenen”.
Naturplejeren på Eskilsø er en mand med principper. Han ønsker for eksempel ikke at modtage statstilskud til sit arbejde med at bevare de gamle danske husdyrracer, selv om han faktisk derved løser en opgave, som Danmark af EU er forpligtet til.
Han vil heller ikke have sit navn i avisen.
Så er man blevet nysgerrig efter at møde ham og høre ham fortælle ”røverhistorier” om sit virke med de gamle husdyrracer, og hvorfor det er vigtigt at bevare dem, er man nødt til at møde op i Sønderby Kulturhus tirsdag den 8. november klokken 19.
