Nu har jeg i lang tid vendt rumper på mine figurer eller billeder mod øst, men nu ved jeg ikke længere, hvilken vej de skal vende.
Sådan sagde en kvinde forleden aften.
” Jeg tror, jeg er nødt til at tage en pause fra nyhederne – jeg kan simpelthen ikke holde til det ”. Sådan skrev en god ven til mig i sidste uge.
Jeg tænker, at de ikke er de eneste, der har denne følelse. Også i min verden – i den kirkelige verden – har der været opstand, efter at en lille kvindelig amerikansk biskop Mariann Edgar Budde holdt en prædiken efter den nylige præsidentindsættelse.
Den prædiken og denne kvinde har skilt vandene – også herhjemme. På de sociale medier har der været en heftig debat om sammenhængen mellem politik og religion – om de to ting må sammenblandes. En af vores biskopper har i den sammenhæng udtalt, at hvis vi ser Buddes prædiken som politisk peptalk, så var Jesus en stor politisk peptalker, for han gik hele tiden rundt og fortalte, hvordan vi skal tage os af vores næste.
En kollega blev på Facebook beskyldt for at flyde med wokestrømmen og sammenblande partipolitik og evangelium, efter at han havde delt et billede af Budde.
Hans svar var meget klart, at han ikke kan se det partipolitiske i at bede om barmhjertighed for dem, der er svage, marginaliserede, fattige, nødlidende eller hjælpeløse – det er en meget gammel kirkelig tradition. Han påpeger, at det at stå på de svages side er det mest evangeliske, man kan foretage sig – også når det betyder, at man må tale magten midt imod.
Jeg kan kun tilslutte mig. Og siden er det ikke blevet mindre væsentligt. Et topmøde i München, hvor en holdning til indvandring og ytringsfrihed lige pludselig fik en anden betydning. Ikke fordi det er nye holdninger – en dansk tidehvervspræst har sagt, at det ikke er særligt næstekærligt at lade illegale vælte ind i vores land, for de kan jo være kriminelle.
Lige pludselig bliver det mere kompliceret at se, hvor man kan vende blikket hen.
I det seneste kirkeblad har vi haft et temaet: Sammen. Et ret vigtigt og betydningsfuldt ord. Det er et adverbium. På dansk et biord og så er det nærliggende at tænke, at det har mindre betydning. Det er nemt at sætte biord sammen med biting. Men intet kunne være mere forkert. For netop ordet ”sammen” kan sættes sammen med andre ord og ændre deres betydning – både hvis det sættes foran eller bagved. At hænge, at hænge sammen, sammenhænge. Tre ord der får en anden betydning, alt efter om ordet sammen er med – eller om det står foran eller bagved.
Måske famler vi lige nu i øst eller vest, men hvis vi holder fast i det lille ord sammen, har vi et ret godt sted at stå. At holde fast ved, at vi kloden rundt er meget mere forbundne – og har meget mere sammen – end vi aner. Deri er der håb for os alle sammen. Både i øst og i vest.
