Hygiejne er en god ting sagde kællingen, medens hun gned bordet af med en død kattekilling. Så er dét gjort.
Værsågod, kaffen er serveret.
Jeg blev præsenteret for en nogenlunde tilsvarende hygiejne i 1959. Jeg var lige blevet konfirmeret og cyklede rundt i sognet med takkekort til alle dem, der havde vist mig opmærksomhed og sendt et telegram. Nogle gav 5 kroner. Nogle gav 10 kroner. Nogle bare et telegram. Den gennemsnitlige score var 250 kroner. En landarbejders ugeløn var dengang omkring 130 – 150 kroner. Jeg scorede 750 kroner. Det var enormt og skyldtes, at jeg havde ganske særlige præferencer.
Jeg ankom lige før kaffetid til gratulantens hus. Slåvrakkenben som han blev kaldt. Øgenavnet havde han fået, fordi han havde en meget besværet og vraltende gang. Skulle han tilbagelægge en længere distance, benyttede han da også en hjemmelavet rullestol, der mest var en krydsning mellem en trillebør og en sækkevogn.
I en tidlig alder havde jeg besluttet mig for, at jeg ville være forfatter og Old kyndig og var derfor stærkt interesseret i at møde mennesker fra alle lag i samfundet for at lære af deres livshistorie. Jeg kendte gud og hvermand både høj og lav. Det gav potte til konfirmanden. Og Slåvrakken tilhørte det allerlaveste lag. Ikke fordi han var specielt fattig. Han fik invalidepension og holdt høns, geder og kaniner. Nej, det var simpelthen på grund af hygiejnen. Man kan ikke i Torslev sogn både skide i bukserne og spise gulerødder med de fine. Det ligger helt fast.
Jeg bankede på og blev overstrømmende modtaget som den fine gæst. Der kom normalt ikke andre i huset end sygekasseopkræveren og Clara Helmer fra JULENS GLÆDE. Så der blev straks et stimlen sammen af nysgerrige rollinger anført af den ældre Sonja, som jeg havde gået i klasse med. Hun lugtede stærkt af tis og i klassen sad hun derfor altid på den bageste bænk nede ved døren, hvor nordenvinden sendte en frisk brise ind fra skolegården. Hvad vil du råbte Sonja. Hun var helt ophidset over at få mit besøg. Jeg sagde så, at jeg jo kom med et takkekort og for at sige tak for opmærksomheden i forbindelse med min konfirmation. Ski med det sagde Sonjas mor. Lagde du ikke mærke til at telegrammet havde været brugt en gang før. Nej, bedyrede jeg. Jo, men det var jo det, dine forældre sendte til os, da Birthe blev konfirmeret. Nå ja, men det så jeg ikke. Jeg mener også, der var fem kroner i. Gu var der ej! Jow, siger Slåvrakken, det var mæ. Han sendte mig et anerkendende blik og tilføjede. Jeg tror du bliver noget stort. Ja, så. Jeg trippede og var lidt forlegen. De mindre drenge snød næserne synkront mellem tommel og pegefinder. Fru Slåvrakkenben udbrød begejstret, at så skal han da bydes på kaffe. Det er lige akkurat den tid vi plejer at drikke kaffe. Ah ja, kun om søndagen gryntede Slåvrakken og tilføjede at så måtte jeg synge et vers for ham. Sonja siger, du synger som en drossel. Syng: ”I sommernattens korte svale/slår højt fredskovens nattergale,”
Det kan jeg dårligt. Min stemme er i overgang sagde jeg. Ski med det sagde Slåvrakkenben.
Mellem spisebordet og lampen svirrede 675 staldfluer. På voksdugen lå der klatter af både gul og rød marmelade i spildt sukker. Fluerne festede. Over en stoleryg, hængt til tørre, stak et par, oprindelig rosa røde, underbukser i øjnene, de var med lodden vrang og lugtede af pis.
Så drikker vi den slat kaffe triumferede fru Slåvrakkenben og greb bukserne fra stoleryggen og tørrede bordet fri for marmelade. Og jeg sang: ”I Al sin glans nu stråler solen/ Livslyset over nådestolen,”
Hygiejne er en god ting fastslog fru Slåvrakkenben og klaskede bukserne i synet på den mindste af drengene, der sad på bordet med bar røv og pløjede tommelfingeren gennem den klat marmelade, der stadig klæbede sig til voksdugen.
Så sandt som det er sagt, er hygiejne en god ting hos hedninger såvel som jøder. Og yndigt risler ved vor fod/ i engen bæk af livets flod.
Jeg sluttede min skønsang. Kaffen blev serveret. Den smagte opvarmet. Og så sagde jeg mange tak for opmærksomheden.
Gudskelov var jeg nu konfirmeret og alle takkekort var fordelt.
