Læserbrev
Af Michael Bomholt Tøgersen, Byrådsmedlem, Liberal Alliance, og borgmesterkandidat
Jeg forstår godt, mange synes, Vinge koster for mange skattekroner, og hvis man eksempelvis bor i Kulhuse eller Skuldelev, så har man ikke umiddelbart de store interesser i at bruge skattekroner på Vinge.
Vinge er ikke en udgift, men en investering, og uden Vinge vil velfærdsniveauet pr. borger i vores kommune i de kommende år falde markant. Vinge er et redskab til at tiltrække flere skatteborgere.
Vi er afhængig af mange flere skattekroner bl.a. fordi
vi bliver dobbelt så mange ældre i Frederikssund Kommune indenfor 10 år
udgifterne til det specialiserede område stiger voldsomt
byrådene i vores kommune i rigtig mange år ikke har prioriteret vedligehold af ejendomme og infrastruktur
vi er en geografisk meget stor kommune, der gerne vil tilbyde velfærd*) i hele kommunen
tilslutning af motorvejen er dyr
vi skal foretage en række nødvendige investeringer som eks. kystbeskyttelse mm.
mange andre ting.
Der er en afledt effekt af at tiltrække flere skatteborgere, for derved får vi mere ”kritisk masse” så vi kan få flere spændende uddannelser, en mere spændende detailhandel mm. som igen er en positiv spiral, der gør, at flere vil bosætte sig her.
*) skoler, daginstitutioner, plejehjem, idrætsfaciliteter, biblioteker mm.