Læserbrev
Af Susanne Bettina
Jørgensen, Frederikssund Byråd (A), Formand for Omsorg og Ældre
Jo, det er det af flere grunde. Dels lever vi længere og dermed vil flere borgere få diagnosen, og dels er der desværre også unge, der rammes af sygdommen. Demens er ikke bare demens, der er flere forskellige demenssygdomme, og de rammer forskelligt og påvirker den enkelte forskelligt.
Når flere får demens, er det vigtigt, at vi i Frederikssund kommune virkelig får prioriteret, at give borgerne og deres pårørende den rette omsorg og støtte. Og det gælder hele vejen rundt. Vi har en demensstrategi med en tilhørende handleplan, som skal hjælpe os med at sætte retning. Udmøntningen af vores sundhedspolitik indbefatter også et fornyet fokus på demensområdet, og derfor skal vi Omsorg og Ældreudvalget på kommende udvalgsmøde forholde os til demenshandleplanen på ny – ikke for at ændre retning, men for at sikre, at vi er på sporet og kender behovene ud i årene. For mig er det vigtigt, at vi indretter os, så omsorgen for de demensramte og deres familier sker værdigt og naturligt. Langt hen af vejen er det borgere med demens, der flytter på plejehjem, når sygdommen er så belastende, at borgerne ikke længere trygt og sikkert kan bo i egen bolig.
Her er nogle af de fokusområder, jeg vil have med i vores handleplan: udvikling af dagcenter/ daghjemsområdet, så vi har pladser nok til alle dem, der har behovet. Aflastning af pårørende både i eget hjem, hvis der er kortvarigt, og ellers på specialiserede demensaflastningspladser, når aflastningsbehovet er dage og uger. Pårørende har virkelig brug for denne aflastning for at kunne holde til at være en støtte for fx. den demensramte ægtefælle. Er der ikke opmærksomhed på dette, så kan det ende med, at den pårørende selv får behov for hjælp. Jeg tror ikke, vi er gode nok til at tilbyde aflastning, når man ser på, hvad andre kommuner gør. Det vil jeg gerne have ændret. Det er vigtigt!
Aflastningsopholdet for den demensramte skal indeholde høj kvalitet og faglighed, så det ikke kun er den pårørende, der aflastes, men så den demensramte under opholdet træner, vedligeholder og meget gerne lærer nye færdigheder.
Et andet fokuspunkt er at skabe et demensvenligt civilsamfund. Det handler både om at klæde foreninger, aktivitetscentre mm. på til at kende til demens, så de langt bedre kan støtte medlemmerne og fastholde borgerne i aktiviteterne og fællesskaberne selvom det fx kniber lidt med hukommelsen eller genkendelsen. Fællesskaber og aktiviteter er vigtige for alle mennesker – det er livet.
Civilsamfundet er meget mere end det. Det er også butikkerne, hvor man ofte med lette greb, kan ændre lidt på indretning, skiltning eller andet, så borgerne bedre kan finde rundt. Butiksmedarbejderne bør efter min mening have viden om demens, så de spotter, når en gammel dame panikker, fordi hun ikke kan finde pungen, eller måske fordi hun tror, at hun allerede har betalt. Sådanne situationer kan sagtens håndteres, og det skal ske i en venlig og omsorgsfuld omgang med hinanden, så den gamle dame ikke bliver flov, vred, bange eller hvilke følelser, der kommer frem, når hun bliver konfronteret med, at der er ”noget galt”
Jeg glæder mig til drøftelserne og samarbejdet omkring demensområdet i Frederikssund kommune.
