Kære Lise Dandanell
Jeg er mor til en skøn lille dreng på snart 5 år. Han er efter et par udfordrende år blevet diagnosticeret med infantil autisme (*1). Det er selvfølgelig lidt svært at vænne sig til, men også helt normalt siger de hos børnepsyk., som i øvrigt er meget gode til at hjælpe både mig og min søn til at forstå det hele.
De har også tilbud til familien, hvis de vil lære noget om autisme, men det ønsker min familie ikke.
Min store udfordring lige nu er faktisk min familie, som selvfølgelig også skal have tid til at vænne sig, ligesom mig, men jeg føler at de ikke accepterer diagnosen (eller mig).
Lige fra starten af udredningen kom der bemærkninger som ”ja ja det er jo så populært med de der diagnoser”, og ”der er da ikke noget galt med ham, du skal ikke være så sart”. Og selv i dag siges der ”ja, hos mig er der aldrig nogle problemer” eller ”du ku’ også bare være lidt konsekvent”.
Det er ok at min familie ikke helt forstår ”det der autisme” og det er også ok at de stiller spørgsmål. Jeg elsker dem og vil nødig undvære dem, men jeg bliver ked af det når der skal tales så meget om alt det jeg ikke formår at lære min søn. Og jeg føler mig totalt afvist når jeg prøver at tale om at det nogle gange er lidt svært.
Jeg er ved at lære andre forældre som mig, at kende, og det er skønt og utroligt befriende med nogen som forstår uden lange forklaringer, men familien som jeg altid har været meget tæt med føles lidt længere væk nu, og det er helt klart mig som trækker mig.
Jeg savner at være tætte med dem, men jeg orker ikke at blive italesat som den dårlige mor hele tiden. Hvordan håndterer jeg det?
Kære du. Allerførst vil jeg gerne rose dig for din åbenhed og ærlighed omkring din situation med din skønne lille dreng, og at det virker som at du gør det rigtig rigtig godt. Jeg kan kun forestille mig hvor utroligt udfordrende det må være, når ens nærmeste ikke synes at forstå eller acceptere det der er. Vi må desværre konstatere at vi selv i 2024, har svært ved at tale om psykisk sygdom, og også derfor er dit brev vigtigt, syntes jeg. Jeg tænker, at det vigtigste i din situation (og alle andres) er at sørge for at du har det godt, for det er dig der skal sørge for din lille dreng, så det er vigtigt at du skaber dig det bedste udgangspunkt.
Umiddelbart ville jeg også tolke din families bemærkninger som værende meget personlige imod dig, men det vi siger om andre og måden vi siger det på, handler som regel (som i altid) om os selv. Om vores egen usikkerhed, om vores egen uvidenhed, som vi for alt i verden ubevidst prøver at undgå at blive bevidste om, for hvis vi er lidt usikre på os selv, så tror vi at sådan en bevidsthed vil kunne ramme os ubønhørligt og ubehageligt (Vi har ikke indset, at det at være bevidste, automatisk ville medføre at vi IKKE lod os definere af de negative tanker).
Det jeg prøver at sige er, at når du oplever deres uforståelighed, så handler det måske om at de uskyldigt forsøger at dække over deres uvidenhed, mere end at de bevidst prøver at nedgøre dig. Måske kan det at se det på denne måde hjælpe dig til ikke at tage det personligt – det har ikke noget med dig at gøre. Det er selvfølgelig en antagelse fra min side, men ikke desto mindre en erfaring jeg oplever igen og igen. Så hvis du som det første sørger for at være i et godt forhold med dig selv, at du er i kontakt med ”dit naturlige jeg” – det sted allerinderst inde, hvorfra du ikke lader dig forstyrre af dit ego/din egen hukommelse/din livs-sætning, som oftest er farvet af frygt og mangler, og som får dig til at reagere ud fra noget der var engang. Men i stedet sørge for at du er bevidst til stede i dette nu, så du kan lade dig guide af din egen medfødte kærlighed og forståelse, hvorfra du kan agere på den bedst tænkelige måde.
Og ja det lyder lidt fluffi fluffi, men se om du et eller andet sted resonerer med det jeg skriver her. Jeg ved intet mere end du selv gør, jeg prøver bare at minde dig om hvad du er i stand til. Når du bliver lidt ”dus”/mere bevidst med at være dette sted, så kan du igen prøve at tage en samtale med din familie. Prøv at tal fra dit hjerte, så de kan mærke at du vil dem og jer, det godt. Så er der som regel en meget større vilje til at få tingene til at lykkes – når vi føler os trygge giver vi os selv og hinanden mulighed for at finde friske og langt bedre løsninger. Måske I på den måde kan finde tilbage til jeres tætte forhold, måske endda et endnu bedre og friere forhold.
Og så er det fantastisk at læse, at du er ved at finde sammen med andre forældre i lignende situationer. Det at blive mødt og forstået, lige der hvor vi er, er en kæmpe gave, som i sig selv kan hjælpe os med at kunne trække vejret igen, og se mere klart og lyst på det hele. Jeg ønsker dig og jer alle det bedste, og tak for dit spørgsmål.
Kh fra
Lise
*1) Infantil autisme viser sig, før barnet fylder tre år. Barnet har vanskeligheder med kontakt og socialt samspil med andre og har dårlig sprogudvikling. Barnets aktivitet er ensformig og gentaget og begrænser sig om få interesser med mange ritualer involveret. (Fra Psykiatrifonden)
