Af Susanne Bettina Jørgensen
Byrådsmedlem (A)
Ventevej 6, Skibby
Jeg ved godt, det er et stort spørgsmål, men ikke desto mindre er det vigtigt, vi bliver bedre til at finde politiske løsninger.
Som socialdemokrat går jeg 100 procent ind for involvering og dialog med borgerne. Min erfaring som sygeplejerske og ansat i sundhedsvæsnet har lært mig, at involvering handler om og bedst lykkes, hvis man er ægte nysgerrig og åben overfor, at mennesker er forskellige, lever forskelligt og har en forskellig opfattelse af, hvad der er vigtigt og godt for en selv.
Derfor skal vi i endnu højere grad politisk involvere borgerne i den fortsatte udvikling af, hvordan velfærdsområderne i Frederikssund kommune skal være, så vi kan få: mere fleksibilitet og individualitet i kvalitetsstandarderne, hurtig og god sagsbehandling, nærhed til læge og hospital og tilbud om ledsagelse dertil, hvis man har brug for det.
Tilbud om individuelle sundhedsforebyggende tiltag, nem og tryg adgang til kommunen og kommunens sagsbehandlere, støtte til psykisk syge og deres pårørende, omsorgsbesøg, mulighed for fællesskaber og samvær med andre og meget mere.
De mest ressourcestærke skal nok klare sig, men der er mange, der ikke er ressourcestærke, og dem vil socialdemokraterne meget gerne endnu mere i dialog med, så vi kan få lighed i sundhed.