Hver stemme tæller! – også de blanke!

Hver stemme tæller! – også de blanke!

Læserbrev

Af Inge Messerschmidt,
Gruppeformand
Dansk Folkeparti (O)

Udvalget “Børn, familier og forebyggelse” blev ved sag nr 94 orienteret om udskydelse af næste afstemning vedr frokostordning blandt forældre i vores børnehuse.

Efter dagtilbudsloven er landets kommuner forpligtet til at tilbyde frokostordning i kommunens dagtilbud. Det er forældrene, der ved afstemning beslutter, om der skal være frokostordning i det enkelte børnehus. Dansk Folkeparti mener det bør ske på fuldt oplyst grundlag.

I november 2023 stemte alle forældre i børnehusene om dette. I ni børnehuse blev resultatet et ja med virkning fra 2024.

Udgangspunktet i Dagtilbudsloven § 16b, stk 1 er, at der er frokostordning i dagtilbud, med mindre forældrene “aktivt fravælger” det. Afstemningen om en frokostordning følger reglerne i dagtilbudsloven, hvilket er en afstemning om “fravalg af frokostordningen” – og altså ikke et tilvalg.

Derfor er hver en stemme vigtig. Selv de blanke.

Ved en afstemning om fravalg, hvor et flertal skal tilkendegive, at de ønsker at fravælge ordningen, betyder det, at hvis et flertal ikke aktivt har stemt nej, så indføres der frokostordning. Altså bliver blanke stemmer til ja-stemmer.

På samme måde hvis der er lige mange ja og nej stemmer, vil det regnes for et ja til frokostordningen, da der ikke er et aktivt fravalg.

Dansk Folkeparti spurgte administrationen om denne afstemningsform efter sidste afstemning.

Børne- og Undervisningsministeriet har besvaret spørgsmålet. Her svares der, at et nej til frokostordningen findes ved, at et flertal har fravalgt ordningen. Det vil sige, at over halvdelen af alle stemmeberettigede forældre aktivt skal fravælge frokostordningen. Blanke stemmer vil derfor automatisk tælle som ja stemmer, da der er tale om en fravalgsafstemning, lyder det fra ministeriet.

Reglerne fremgår af Dagtilbudslovens § 16b og Vejledning 9109/2015 om dagtilbud, punkt 488.

Så blanke stemmer afgjorde resultatet i nogle børnehuse ved sidste afstemning. Og to børnehuse med stemmelighed får indført frokostordningen.

Derfor er det utrolig vigtigt, at det tydeliggøres over for forældrene, hvordan afstemningen foregår. Specielt når ordningen vil medføre en merudgift på ca 800 kr pr barn om måneden.

Så stor opfordring til udvalget at tydeliggøre, at blanke stemmer er lig med ja stemmer. Både på informationsmateriale men også på stemmesedlerne.

Næste afstemning bliver udskudt fra 2024 til 2025.

Andre artikler fra denne uge

Jul på Selsø Slot


SELSØ: 7. og 8. december omdannes Selsø Slot til et hyggeligt juleslot med varm gløgg og lune æbleskiver. Lokale kunsthåndværkere

Læs mere »