Jeg kan nogle gange få et helt sus af at sidde i kirken og tænke på, hvad lige præcis det rum rummer.
For det er et ganske særligt rum at være i. Som alle andre har det vægge, loft, vinduer, steder at sidde – men samtidig er det et rum med en helt særlig betydning – med en helt særlig historie.
Der er den religiøse betydning – det er her, vi holder gudstjenester, det er her, vi holder dåb, vielser, konfirmation, bisættelser og begravelser. Det er her, vi holder nadver. Hvor vi synger og beder sammen. Hvor vi læser alle de store fortællinger og forsøger at forstå dem – at gøre dem relevante for os i dag.
Men der er en anden betydning – en anden historie. For i det rum er mennesker kommet og gået siden 1150. De er kommet med deres historier, med deres fortællinger. De er kommet for at finde fred og trøst. De har båret deres børn op til døbefonten – de har sagt ja til deres elskede ved alteret. Og de har sagt farvel til en, de elskede i det rum. Hvert år er navnene på dem, der døde i sognene blevet læst op, sagt højt til Alle helgen.
Rummet her har båret alle de fortællinger. Fortællinger om levede liv, om sorger, om kærlighed, om glæde, om fortrydelse, om taknemmelighed.
I det her rum er de fortællinger blevet fortalt og sagt højt.
Og netop det rum kan rumme det hele. I det rum kan alle de ting, vi ellers måske ikke går rundt og siger højt – her kan det siges.
For i kirken er vi ikke bange for de store ord og for de små. De ord og de fortællinger, som bærer vores liv med hinanden. De fortællinger der blev vores hver især.
Hver eneste selvstændige fortælling er blevet en del af alle de forskellige strenge af fortællinger, som man næsten kan mærke slynger sig hen ad gulvet, op ad væggene og langs med loftet. Fortællinger, der er som et stort, smukt, kringlet rodnet, der løber ved siden af hinanden, hen over hinanden, som vikler sig ind i hinanden.
Og mange har fundet trøst i at høre, at de ikke er alene, at der er noget, der er større end os. Høre om en tro på, at der er et liv efter døden. At alle vores fortællinger ikke slutter med os. Der er en anden fortælling, en større fortælling, som ikke slutter.
Det er svært ikke at komme i en særlig stemning, når man sidder i kirkerummet. Svært ikke at føle et sus over at blive en del af den historie, af alle de fortællinger, af alle de ord. Det er nærmest ufatteligt, hvad kirkerummet rummer.
