Huspriser stiger fortsat

Huspriser stiger fortsat
Overgangen til det nye boligskattesystem ved årsskiftet ser ikke ud til at have lagt en dæmper på handelsaktiviteten på boligmarkedet. I Frederikssund Kommune er boligpriserne steget 7,7 procent fra januar til september i år Foto: PR

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Boligpriserne i Frederikssund Kommune er steget 7,7 procent fra januar til september i år, og det har skabt en øget interesse for at få vurderet boligen. Det oplever man hos Nybolig i Frederikssund, som er klar med intelligent boligprisberegner.

Overgangen til det nye boligskattesystem ved årsskiftet ser ikke ud til at have lagt en dæmper på handelsaktiviteten på boligmarkedet i Frederikssund Kommune. Med den seneste stigning er prisen per kvadratmeter nu oppe på 20.004 kroner for villaer og rækkehuse i Frederikssund Kommune. Mange af kommunens boligejere har derfor udvist en større interesse for at finde ud af, hvad deres bolig er værd.

– Prisudviklingen i kommunen har gjort boligejerne i området mere nysgerrige i forhold til at kende den aktuelle værdi af deres bolig. Uanset om man overvejer at sælge eller ej, kan det være nyttigt at kende værdien af ens bolig. Er den steget, kan det måske være anledning til lånomlægning for en bedre boligøkonomi, eller måske kan en forhøjet friværdi muliggøre drømmen om et nyt køkken, siger Allan Bendsen, der er medindehaver af Nybolig i Frederikssund.

Priser fortsætter opad
I løbet af de seneste ti år er huspriserne i hele landet fordoblet, og i løbet af de seneste fem år, målt fra september 2019 til september 2024, har stigningen været på 19,2 procent.
Ifølge Nationalbankens seneste prognose vil boligpriserne i Danmark stige med i gennemsnit ti procent fra 2024 til udgangen af 2026, svarende til en årlig stigning på lidt over tre procent.
Det står i skarp kontrast til det dyk, som boligmarkedet tog i 2022, hvor stigende renter og høj inflation var medvirkende til at boligpriserne i gennemsnit faldt med 6,5 procent.

/TS

Andre artikler fra denne uge