Af lektor emeritus Asger Thomsen
KIRKE HYLLINGE: Dagens småbørn kommer aldrig til at skære en hyldefløjte eller lave en slangebøsse af en god grenvinkel med cykelslangegummi, at lave en drage eller en flitsbue, med mindre det sker i et emneuge-, museums- eller udstillingsprojekt, styret af voksne.
De kommer næppe til at lege gemmeleg eller sanglege som Bro, Bro, Brille, Tornerose var et vakkert barn eller Jeg gik mig over sø og land. Eller lege Blindebuk og Svingfigur. Måske kommer nogle af dem til at bygge en hule i et træ, men næppe at klippe gækkebreve og vers i vennernes poesibøger eller lege ”Effen eller ueffen”, med lerkugler, som mor syede en kuglepose til, men som vel ikke findes mere. Vil de lege ”politi og røvere” (i min barndom englændere og tyskere).
De vil ikke ”hugge land”, for det kræver en lommekniv (helst en ”Svanekniv”), der engang var obligatorisk for alle drenge, dengang færingerne lovligt dramatisk sagde (knivløs mand er lovløs mand), mens pigerne måske bevarede en god hinkesten.
”Illustreret Legebog” fra 1933 rummer 450 inden- og udendørs lege og beskæftigelser.
Nutidens børn kan ikke høre skoleradio eller se skole-tv, som i øvrigt mange ældre var glade for, men som blev afskaffet af vistnok Bertel Haarder. De kommer heller ikke på skoleudflugt, som DSB lagde gratis transport til, eller til skolebal med indmarch dreng og pige hånd i hånd, eller brillere i en rigtig skolekomedie. Børn vil næppe heller have pennevenner. når de nu har en telefon og kontakter på apps.
De kommer næppe til at putte penge i en sparegris, for det kræver jo, at man har mønter, ligesom dengang jeg fik en krone for at synge den sidste sang, jeg havde lært i skolen, ind i min døve farfars høreapparats mikrofon, der hang på hans bryst. Og slut med at samle og bytte glansbilleder. Også Richs- og Danmarks samlebilleder hører en fjern fortid til, men måske vil man samle på frimærker uden dog at kende ”Det 400-år gamle Kongelige Postvæsen.
At en uendelig lille fåtal vil komme til at møde vibeunger, flagermus, græshopper eller høre ugleskrig er en anden historie, men også smertefuld.
Dagens forældre har måske nok minder om nogle af de ovennævnte fænomener, men de har jo selv travlt med den nyeste teknologisk kommunikation, og en overlevering sker sjældent.
Ja, dette er en nostalgisk tour de force, men nostalgi betyder egentlig kærlighed, og måske vil det går op for os, at vi har afskaffet barndommen og erstattet den med smartphones og google.
Det store spørgsmål er: Hvad vil dagens børn fortælle om mange, mange år, når de får den traditionelle opfordring fra et barnebarn: ”Morfar, fortæl om dengang du var barn”.
