JÆGERSPRIS: Hjerteforeningen Jægerspris Motionsklub afviklede Grevinde Dannerløb søndag 6 april.
Det blev det 29. Grevinde Dannerløb, og det fandt sted i dejligt løbevejr med hele 950 deltagere fordelt på de forskellige distancer. Stemningen var som altid i top og ruterne i skoven bød på både udfordringer og naturoplevelser.
Deltagerfordeling var med 171 løbere på halvmaraton, 253 løbere på 10 kilometer, 351 løbere på 5,6 kilometer, mens 175 børn deltog i børneløbet.
Der blev løbet stærkt på alle distancer, men ingen nye rekorder blev dog sat i forhold til 2024.
Fart i fødderne
Mathias Liisberg Nielsen blev den hurtigste mand i skoven på halvmaraton, som han var igennem i løbet af 1 time, 19 minutter og to sekunder. Hos kvinderne fulgte Stine Bækgaard Olsen tæt efter på med en gennemført halvmaraton i tiden 1 time, 24 minutter og 20 sekunder.
På de ti kilometer kom 17-årige Sitotaw Theo Sänger i mål i tiden 35:35 – hos kvinderne løs Karina Sørensen samme distance i tiden 40:32.
Arrangørerne takker alle deltagere, frivillige og tilskuere for endnu et vellykket løb.
Sæt allerede kryds i kalenderen 12. april 2026, hvor Hjerteforeningen Jægerspris Motionsklub afholder 30 års jubilæumsløb.
/TS